www.jorras.dk

Skotland Resumé af tur til Skotland maj 2002 Skotland

The West Highland Way og Ben Nevis

The West Highland Way badge

OBS: Denne beretning er pt. uden billeder. De lægges på ved en senere lejlighed. Du kan dog se 68 billeder, som Claus' tog på turen og 53 som Jørgen tog på denne adresse:
Billeder - WHW maj 2002

Indeks

Forberedelsen
Fredag 3. maj - udrejse
Lørdag 4. maj - (1) - Balmaha - Rowardennan - 13 km
Søndag 5. maj - (2) - Rowardennan - Doune Bothy - 16 km
Mandag 6. maj - (3) - Doune Bothy - Crianlarich - 15 km
Tirsdag 7. maj - (4) - Crianlarich - Inveroran - 25 km
Onsdag 8. maj - (5) - Inveroran - Kingshouse Hotel - 15 km
Torsdag 9. maj - (6) - Kingshouse Hotel - Kinlochleven - 14 km
Fredag 10. maj - (7) - Kinlochleven - Glen Nevis - 22 km
Lørdag 11. maj - Ben Nevis
Søndag 12. maj - hjemrejse

 
Forberedelsen

Tidligt på sensommeren 2001 bragte Claus ideén på banen, med at gå The West Highland Way (WHW) i Skotland og slutte af på toppen af Ben Nevis. Der blev fisket efter interesserede, og flere var inden i "bruttotruppen". På et tidspunkt var vi helt oppe på næsten 10 potentielt interesserede. I oktober 2001 tog Claus også initiativ til en vandretur i Skåne på Skåneleden. Der var vi 3 der endte med at vandre: Claus, Suzette og undertegnede.

En tur på WHW ville for mit vedkommende være en revival, da Preben og jeg gik den i slutningen af april 1998 - i masser af gråt, diset og regnfuldt vejr. Men det var så stor en oplevelse, at det måtte jeg bare opleve igen.

Da det snerpede til med Skotlandsturen i foråret 2002 indsnævredes truppen, og vi endte med at være: Claus Schrøder-Hansen, Suzette Wagner og Jørgen Rasmussen (undertegnede) fra Danmark. Og en IBM kollega fra Glasgow, som Claus på forhånd kendte, Sanne Duncan.

Claus, Suzette og jeg mødtes et par gange i løbet af foråret og planlagde turen, bestilte billetter etc. Sanne tog sig af nogle praktiske opgaver ovre i Skotland, bl.a. at ringe lidt rundt og forhøre sig om campsites. Claus og Suzette fik lagt vejen forbi spejdersport et par gange og købte forskelligt nyt udstyr, også til mig.

WHH er i sin fulde udstrækning 150 km. Og går fra Glasgow forstaden Milngavie til Fort William. Vi havde dog regnet på, at med 10 dage kunne vi ikke nå den fulde udstrækning, men skar ca. 30 km fra, og skulle starte ved sydenden af Loch Lomond. Hele turen var planlagt til syv dages vandring med telt til overnatning, og trangia-gas-feltkøkken til dagens måltider.

Claus kom med udkast til pakkelister, herunder det fælles gods som skulle med på turen. Claus og Suzette tog sig også af at sammenstille et madprogram og tilhørende indkøbsliste. Og hvad lavede jeg så. Ikke så meget, da planlægningen kørte på auto-pilot, da Claus og Suzette som erfarne spejdere havde en hel del at trække på.

Jo, jeg bestilte flybilletter. Vi havde kigget på forskellige discount løsninger, som fx Ryan Air og Go - men valgte British Airways, som kunne tjekke bagagen direkte ind til Glasgow, hvor vi hos discount firmaerne selv skulle "rode med" bagagen i London Heathrow. Flybilletten kostede kr. 2.300,-

 
Fredag 3. maj - udrejse

Claus, Suzette og jeg mødtes kl. 10.00 ved meeting point i Københavns Lufthavn. Vi skulle som nævnt flyve med British Airways og der var planmæssig afgang kl. 11.15. Vi skiftede til indenrigsfly i London Heathrow, ankom efter 2 udramatiske og behagelige flyture til Glasgow.

Sanne kom og hentede os i lufthavnen i sin bil. Vi kørte først hjem til hende i Glasgow-forstaden Bishopbriggs, hvor hun og Graeme bor i et 2 plans dobbelthus i et villakvarter. Herefter kørte vi igen ind til Glasgow på jagt efter en "outdoor shop", som vi fandt på West Nile St. De havde dog næste udsolgt i gas, men lidt fik vi da med os.

Jeg fik også investeret i en teleskop-vandrestav (nogen vil måske populært kalde det en "skistav") - og den skulle vise sig at være særdeles rar at gå med, specielt når det gik ned ad bakke, hvor der var (sten)trin. Så jeg mærkede stort set ikke noget til mit drille-knæ, når jeg gik ned af stigninger. Claus og Suzette havde også indkøbt vandrestav - men i Danmark.

Vi prøvede dernæst at finde en anden "outdoor shop", og fandt en som havde lukket. Vi kørte derfor igen tilbage til Bishopbriggs og gik i det lokale ASDA supermarked. Der blev nu indkøbt flittigt fra den af Claus forberedte indkøbsliste. Til morgenmåltiderne blev indkøbt havregryn, så der kunne laves havregrød. Til frokost blev der købt breve med færdig-pasta retter, som blot skulle koges op med vand. Til aftensmad også lidt færdigretter, men Sanne havde forberedt noget kødsovs og oksesmåkød, som var frosset ned, og blev tage med i en køletaske. Og så var der alt det løse - herunder chokolade til ekstra energi på turen.

Herefter kørte vi hjem til Sanne igen. Planen var at vente på at Graeme skulle komme hjem, og dernæst tage ud at spise i Glasgow. Graeme var dog forsinket, så vi kørte ind til Glasgow. Vi skulle først forbi Sannes arbejdskollega Pernilla - en skåning - som Suzette skulle overnatte hos. Suzette er allergisk over for bl.a. hunde, så det var ikke nogen god idé at overnatte hos Sanne (som Claus og jeg), da Sanne og Graemes hund, Cassie, selvfølgelig har sat spor en allergiker kan registrere overalt. Vi tog Pernilla med os, og hun guidede os frem til en snedig italiensk restaurant, som lå godt gemt i en gyde - Di Maggios. Graeme stødte til os på restauranten, hvor vi havde en hyggelig middag. Efter middagen kørte Claus og jeg med Graeme tilbage, mens Sanne fik "afleveret" Suzette til Pernilla. Graeme bød på en whisky til at gå i seng på. Claus blev indkvarteret på stuegulvet og jeg fik gæstesengen på første sal.

 
Lørdag 4. maj - (1) - Balmaha - Rowardennan - 13 km

Vi fik pakket alt maden ned i rygsækkene og sluttede af med at veje dem. Claus' var ca. 32 kg og min var ca. 27 kg. Sannes vejede 17 kg. - vistnok. Graeme kørte os herefter ind til Glasgow. Vi var igen på jagt efter en "outdoor shop" og Graeme vidste hvor der lå en stor og veludstyret en af slagsen. Vi fik købt det sidste udstyr, herunder gas til trangia'erne.

Vi kørte herefter ind til Pernilla i Glasgow for at hente Suzette. Dernæst blev kursen sat mod Balmaha. Vi kørte nordpå forbi Milngavie og Drymen. Jeg genkendte et par af de markante "way markers" på WHW fra Milngavie til Balmaha, fra dengang Preben og jeg gik WHW.

En fodnote om "dengang": Halvt i spøg, halvt i alvor, blev jeg pålagt et "klippekort" hvor jeg max. 2 gange om dagen måtte henvise til min tidligere tur på WHW. Så ikke noget med "sidste gang…", "så vidt jeg husker…", "henne om hjørnet vil man se/finde…" osv. Og det overholdt jeg vist meget godt.

Fremme i Balmaha blev vi læsset af på P-pladsen. De andre startede med at "tanke postkost". Rygsækkene blev spændt på og der blev taget afsked med Graeme. Ham skulle vi først se igen næste lørdag, hvor han ville køre op og være med til Ben Nevis bestigningen.

Vejret var solrigt med lette skyer. Kort efter start måtte vi allerede "i pit", da Sannes rygsæk fik en skade. Claus fremdrog af sin veludstyrede rygsæk et "repair kit" og gik i krig. Kort tid efter var rygsækken repareret og vi kunne gå videre.

Der var flotte udsigter over Loch Lomond. På camping pladsen i Cashell 5 km ude af ruten havde vi første generalprøve på en frokost i det fri. Trangiaerne blev stillet op, vand blev hentet og vupti var det første varme frokostmåltid - pasta - klar. Dernæst "felt-opvask" - dvs. vand blev kogt. Først var der afskylning og dernæst opvask. Vi fortsatte derudaf.

Første dagsetape var ikke anstrengende, med godt underlag. Over Ross Point kom den første større stigning på turen dog - dagens "Devil's staircase".

Planen for dagens ende var at overnatte på et campsite lige nord for Rowardennan Youth Hostel. Det var en campsite uden faciliteter, så vi stak hovedet indenfor på Hostel og hørte om der måtte anvendes toiletter her. Nej var svaret. Der var vand og offentlige toiletter ½km tilbage af ruten.

Vi gik videre og kom til campsite - og havde generalprøve på telt-opslagning. Claus havde godt nok hjemme i Danmark i sin lejlighed vist Suzette og jeg, hvordan teltet skulle slås op. Men det var godt med en repetition. Det var et firemandstelt med et større apsis i den ene ende, hvor Claus' og min rygsæk og trangiaer, mad mv. blev opbevaret og et mindre apsis i den anden ende, hvor Sanne og Suzettes rygsække blev opbevaret. I inderteltet var der netop plads til 4 liggeunderlag i bredden. Claus og Suzette lå yderst i hver ende og styrede "nedlukning for natten og åbning for dagen" og Sanne og jeg lå lunt midt i teltet.

Der var et større skotsk selskab i telte på campsite, men heldigvis forlagde de deres "medbragte fest" ned til stranden, så det hørte vi heldigvis ikke meget til. Aftensmad og opvask. Der var fra campsite ¾ km ned til toiletter og vand, så med pandelampen spændt på var vi nede og vende inden der blev sagt godnat.

En god og overkommelig start på WHW i rigtigt godt vejr.

Fodnote: Hvis man hører Sanne omtale "Rwanda" tænker hun ikke på landet af samme navn, men på Rowardennan :

 
Søndag 5. maj - (2) - Rowardennan - Doune Bothy - 16 km

Næste dag var vejret igen fantastisk med sol og varme. Hov - var det ikke Skotland vi var i ? Efter morgenmad, opvask, telttørring og rygsækpakning, tog vi "the high road" nord for Rowardennan. Det var gode brede stier til at begynde med. Solen bagte.

I en pause ved et lille højdedrag med god udsigt over søen, blev der hilst på 2 skotske herrer, en lidt ældre og en lidt korpulent af slagsen. De skulle de næste mange dage blive faste gengangere blandt de mange vandrere der var på ruten. Vi lærte ikke navnene ved denne lejlighed, men lad mig blot afsløre at det var Les og Jimmy. På dagens rute skulle de ikke længere end Inversnaid og de advarede om, at ruten fra dette punkt blev meget anstrengende. I samtalens løb fandt de ud af, at de også boede i samme nabolag i Glasgow som Sanne, Bishopbriggs.

Så som advaret kom vi nu til den sværeste og hårdeste del af hele WHW. Fra Callness op til Inversnaid går stien helt ude ved søen af nogle smalle stier fyldt med rødder, klippetrin i uens højde. Stien stiger og falder hele tiden. Dette terræn sammen med solens varme og vægt på ryggen fik Suzette til at brænde helt ud. Hun var virkelig i dårlig forfatning og rystede nærmest på grund af anstrengelserne.

Da vi endelig nåede frem til Inversnaid Hotel holdt vi en længere pause. Les og Jimmy fandt vi allerede inde i baren, men senere kom de ud til de lidende i skyggen på siden af hotellet. Vi fik tanket vand inde på hotellet og spist nogle snacks. Suzette indvilligede i at kæmpe sig videre til en lille campsite lidt nordligere end Inversnaid. Stien derhen var ok, plan og med godt underlag.

På den lille campsite fik vi rigget frokosten til - pasta som sædvanlig. Da vi havde hvilet blev Sanne og Suzette sendt i forvejen for at kunne gå i deres eget tempo. Claus og jeg lukkede frokost-lejren ned. Vi havde fået ekstra vægt i vores rygsække, for at afhjælpe Suzette og Sanne, så der var resurcer nok til at komme frem til aftenens lejr.

Planen var at vi skulle være gået helt frem til Beinglas Farm - ca. 20 km for hele dagen - men ved Inversnaid og frokostlejren var det blevet ændret til, at vi kun gik frem til Doune Bothy - en hytte uden faciliteter ca. 16 km ude på dagens etape.

Videre gik det igen i det utroligt anstrengende terræn. Man gik og gik og følte ikke rigtigt at man kom nogen vegne. Man skulle koncentrere sig om det næste skridt, og fik næsten ikke set ud på søen, som dog også mange steder var skjult af trædækket. Claus og jeg indhentede Sanne og Suzette efter et stykke tid.

Endelig efter megen klatring på stien langs Loch Lomond nåede vi frem til mere plant terræn. Og snart derefter var vi fremme ved Doune Bothy. Vi håbede på, at der var vand ved Bothy'en, da der også lå et hus. Huset var forladt og vand var der ikke noget af. Bothy'en var også godt fyldt op med andre vandrere, som skulle overnatte i den. Vi tog en lille slapper, hvorefter Claus med de mest friske ben rekognoscerede efter en mulig lejrplads. Der var ikke mange plane pladser i området. En lille km længere fremme blev dog spottet et brugbart område på en lille forhøjning ikke langt fra Loch Lomonds bred.

Teltet blev slået op og vi tog vand fra et lille vandløb - en burn. Vi skulle flere gange på turen ende med at tage vand fra vandløb til madlavning, opvask og drikkevand, men alt blev kogt inden anvendelse.

Fra højen var der en flot udsigt over Loch Lomond og en stemningsfuld solnedgang. Ved denne overnatning kom min medbragte sammenklappelige metal-feltspade også for første gang i anvendelse til toiletbesøg.

Aftensmad, opvask og godnat.

 
Mandag 6. maj - (3) - Doune Bothy - Crianlarich - 15 km

Igen en flot solrig dag ventede. Efter morgenmaden - dagens "skud" havregrød med kanel, rosiner og honning med tilhørende the - blev Sanne og Suzette sendt i forvejen, igen med aflastede rygsække. Dagens slutmål var aftalt til at være Crianlarich ca. 15 km fremme.

Claus og jeg skulle rydde lejren sammen. Vi tog dog god tid med opvask og teltnedtagning, da teltet godt måtte nå at tørre lidt fra nattens dug og kondens. Så først næsten 2 timer senere drog vi af sted. Mens vi var ved nedtagningen passerede Les og Jimmy neden for vores lille telthøj, og der blev hilst.

Dagens første stigning lå ved enden af Loch Lomond, hvor man forlader søen endeligt. Fra højdedraget har man en flot udsigt over søens nordende og er altid et godt sted til et par fotos.

Vi havde en aftale om, at Sanne og Suzette skulle gå ned til Drovers Inn - en stemningsfuld pub en lille km væk fra WHW. Men da Claus og jeg nåede frem til Beinglas Farm, hvor man kunne dreje fra til Drovers Inn, så vi heldigvis en lille seddel Sanne og Suzette havde skrevet om, at de var gået videre - og skulle det vise sig uden at aflægge Droves Inn et besøg. De havde stadig et godt forspring. Claus og jeg valgte dog alligevel svinkeærindet ned til Drovers Inn.

Her fik Claus sig en whisky og jeg fik mig turens første pint of Guinness. Dejligt vederkvægende. Andre vandrere havde lagt vejen forbi og vi bemærkede et "trekløver" der lignede nogle army-typer. Dem skulle vi se mange gange senere, da de også rejste på telt-basis, men uden at "pleje nærmere omgang med dem". Drovers Inn lignede sig selv, som den sikkert har lignet sig selv de sidste par 100 år.

Efter pausen gik vi tilbage til Beinglas Farm og svingede ind på WHW igen. WHW løb nu langs River Falloch op gennem Glen Falloch. Brede grus- og jordstier, enkelte steder over en mark og et enkelt sted måtte man balancere på trærødder ud over flodbrinken og holde fast i et pigtrådshegn.

Også vej og jernbane løber side om side med WHW op gennem Glen Falloch. Et sted blev jernbanen krydset i en lille tunnel under den, som man nærmest måtte kravle igennem for at komme igennem uden at spænde rygsækken af.

Efter passagen under vej og jernbane blev stien dårligere igen. Meget ujævn med sten og klipper stikkende op at underlaget, så man måtte fokusere på hvor man satte næste skridt. Også pladder og kvægefteladenskaber gjorde underlaget "spændende".

På dette tidspunkt begyndte jeg rigtigt at blive mærket af strabadserne. Den ekstra vægt dagen før og på dagens etape, kombineret med varmen og terrænet havde udviklet vabler og tryksmerter i mine stakkels fødder. Det var kreperligt, da jeg med samme "indhold" i støvlerne trelags sokker med bomuldsindersok både havde gået WHW i 1998, Nepal i 2000 og Skåne 2001 uden en eneste vabel. Men denne gang holdt heldet ikke. Forskellen på de 3 nævnte vandringer og den aktuelle var vægt. Aldrig havde jeg gået med så meget vægt i rygsækken, og det var det der skulle til at smadre fødderne på. Vægt var også det eneste man ikke var trænet til hjemme fra, da formen/kondien i øvrigt var fortræffelig.

Så da vi nåede frem til stedet, hvor man svinger ned til Crianlarich måtte jeg have en rygsæk-af-pause. Claus gik på fotosafari mens jeg slappede af i fødderne. Sidste stræk ned i Crianlarich var meget smertefuldt for fødderne. Med ømme fødder er det altid hårdere at gå ned, da man flytter frem i støvlen og får "shocket" under hele foden, mens at gå op er lettere, da man er tilbage i støvlen og placerer foden og hæver sig op i lårene.

Vi mødte Sanne og Suzette, som vi ikke havde set hele dagen, nede på Crianlarich station, hvor de havde "raidet" the team room på stationen, hvor der var en sodavands og snack automat. Vi fik en dejligt forfriskende is.

Vi gik ned til Hostel i Crianlarich, hvor Sanne spurgte til tilstedeværelsen af en campsite. Den var ca. 50 m. oppe af WHW lige inden man kom ned i byen, så vi gik tilbage, idet vi tog vand med op fra en vandhane ved hostel.

Teltet blev banket op og aftensmaden blev indtaget. Efter aftensmaden gik Suzette til ro, mens Claus, Sanne og jeg gik ned i byen og fik en enkelt pint på en pub. Det var tid til lidt evaluering på vandringen, så Sanne tog befriende bladet fra munden og gav os en opsang. Vi fik en snak om forventninger til vandringen. Claus og jeg lagde meget vægt på det at vandre og at komme igennem, mens Sanne (også på Suzettes vegne) lagde vægt på at vi gik sammen og havde det hyggeligt. Så derfor var dagens vandring ikke et godt eksempel, da vi ikke havde set hinanden hele dagen. Så det blev i hvert fald klart, at forventningsafstemningen ikke var på plads fra turens start.

Det blev der tygget lidt på fra "begge synspunkters side" - og vi kom frem til en model, der både omfattede etaper hvor vi gik sammen, hvilket betød en lavere km-tid, så etapen ikke kunne være så lang, og en løsning hvor vi nåede hele vejen til Fort Williams hvor Sanne og Suzette "hoppede" lidt frem ad ruten v.hj.a offentlig transport.

Næste dag skulle være en sådan dag, hvor Sanne og Suzette restiturerede lidt ved at tage toget fra Crianlarich til Bridge of Orchy, og så gå den sidste vej til campsite ved Inveroran Hotel. For Sanne og Suzettes rygsække blev det også arrangeret, at de skulle køres med en bagage-transport service frem til Inveroran Hotel. I deres rygsække blev så placeret en hel del af Claus' og min vægt i form af bl.a. teltet med yder- og indertelt og teltstænger.

Efter pub besøget humpede vi tilbage til teltet og den støt sovende Suzette.

 
Tirsdag 7. maj - (4) - Crianlarich - Inveroran - 25 km

Vandringens gigant etape. Som nævnt ville Claus og jeg gå den fulde rute, mens Sanne og Suzette tog toget op til Bridge of Orchy.

Jeg startede morgenen - som det de følgende morgener næsten blev et ritual med fodklargøring - friske Compeed vabelplastre. Jeg gjorde godt indhug i det jeg selv havde medbragt og Claus' tilsvarende lager. Claus og jeg pakkede rygsække, nu med mærkbar mindre vægt da en del blev overført til Sanne og Suzettes.

Claus og jeg gik derudad og lod Sanne og Suzette om at pakke telt ned. Turen op til WHW var en stigning gennem skov ca. 1 km, og det startede med ok hastighed. Som tidligere nævnt var det ikke så hårdt at gå op. Tilbage på WHW gik ruten videre i skov og steg og faldt. Jeg kunne nu pludseligt mærke mine fødder igen, og selv om de havde fået en nats pause var det ikke nok til at restituere.

Ca. 5 km ude af ruten ved Auchtertyre Farum gjorde vi en snack holdt og jeg fik masseret fødderne lidt. Videre gik det de 5 km mod Tyndrum. Mine fødder var mere og mere uudholdelige at gå på. Vabler på både hæle og trædepudderne foran på fødderne, samt generel ømhed pga. vægten de forgående dage, gjorde at jeg reelt overvejede at stoppe dagens vandring i Tyndrum og tage toget op til Bridge of Orchy ligesom Sanne og Suzette.

I Tyndrum stoppede vi ved The Green Welly shop, som var en restauration hvor der også lå en lille købmand og en "outdoor shop". Det var godt at få en pause og få støvlerne af. Efter at have pauset gik vi ind i "outdoor shoppen". Jeg købte mere compeed, en ny dyr indersål til støvlen med stødabsorberende effekt og ny indersok. Herefter blev fødderne masseret og repareret.

Vi gik herefter ind i restaurationen og spiste et varmt måltid, som for en gang skyld ikke skulle tilberedes på trangia. Vegetarlasagne for mit vedkommende.

Pausen og ekstraudstyret havde fået mig psykologisk ovenpå og gjort mig stædig i min tro på, at kunne gå hele vejen.

Så efter middagen blev der købt proviant til de næste dage, herunder yderligere af de uundværlige havregryn til morgenmaden.

Nu er der rigeligt med klagesang over ømme fødder, men det solrige vejr havde også overrasket alle på nær Claus, som er forberedt på alt (spejder - nudge nudge, know what I mean, say no more), så hidtil havde vi andre trukket på hans sparsomme resurce af solcreme. Men vi fik også tanket op med ekstra solcreme i Tyndrum. Hidtil havde jeg kun gået med kasket, og den dækkede ikke ører og nakke nok, så Claus præsenterede mig for begrebet "Tilley Hat" - som er outdoor-hattenes Rolls Royce. For den ydmyge sum af £42 pund købte jeg mig derfor en Tilley hat - jeg undskylder mig med at det blev gjort i min videlse - men statelig så man jo ud. Indiana Jones, eat my shorts.

Efter over 2 timers pause kom vi endelig videre. Det gik langsomt men støt derud af. De nye såler gjorde en mærkbar forskel på de ømme fødder. Efter igen 5 km vandring ved Auch Farum, hvor vi møder kæmpen Beinn Dorain, gjorde vi igen holdt for en vand- og snack-pause. Og derefter venstre rundt for foden af Beinn Dorain de næste ca. 5 km til Bridge of Orchy. Det var en god grusvej, som muliggjorde et konstant tempo.

Claus tager noget længere skridt end jeg qva hans statur og var i øvrigt i (irriterende ;-) god form, så når vi gik var det tit efter opskriften, hvor Claus gik derud af i eget tempo, og stoppede og lod mig indhente ham. Vi kunne så veksle nogle ord, og så gentog det sig. En ok måde at gå på, specielt når jeg skulle koncentrere mig om eget tempo og gå på den mindste belastende måde som fødderne muliggjorde.

Da vi nåede frem til Bridge of Orchy stoppede vi ved hotellet og tog en støvlerne-af-pause med tilhørende massage. Selv med gode nye såler og frisk indersok, var jeg godt brugt.

Det sidste stykke frem til campsite ved Inveroran var 4 km op over Mám Carraigh stigningen, fra hvilken man har en glimrende udsigt over Loch Tulla. Det var ikke så meget opstigning, men nedstigningen jeg frygtede. Så jeg besluttede at gå de 5 km af den lille asfaltvej rundt om stigningen frem til Inveroran Hotel i stedet for over stigningen.

Men Claus skulle ikke snydes for oplevelsen over, så efter pausen skiltes vi. På plan vej med vandrestaven til at flytte noget af vægten væk fra den mest medtagne fod fandt jeg ind i en god rytme, hvor jeg kunne tillade mig at træde ned med forfoden som var mindst medtaget, selvom denne form for gang trækker godt i lårene - og nåede frem til campsite på ca. 1 time. Claus nåede frem et kvarters tid efter mig.

Sanne og Suzette var selvfølgelig fremme for længst og havde selv været over stigningen.

For første gang på turen trak det rigtigt op til regn og køligt vejr. Så vi fik lavet aftensmad godt påklædt. Der var ikke rigtig resurcer til at gå ned på pubben på Inveroran, som lå en lille ½km fra campsite. Så efter aftensmaden tørnede vi ind.

Her kan indskydes, at Claus havde medbragt et par bøger, som overraskelse på turen. Han havde selv startet med at læse op af en af grønlandsfarer og eventyrer Jørgen Riels beretninger, og jeg havde så taget stafetten de næste mange aftener med højtlæsning fra Flemming Jensen hylende morsomme "Vejledning i sælfangst". Hyggelig måde at slutte aftenen på, når vi lå i vores soveposer i teltet.

Om natten fik vi så turens første regnbyge.

I retrospekt endte denne dag med at være den hårdeste for mig - måske ikke fysisk "over knæene" - men psykisk og "under knæene" i de stakkels fødder.

 
Onsdag 8. maj - (5) - Inveroran - Kingshouse Hotel - 15 km

Sædvanligt morgen ritual - herunder mine fodreparationer. Jeg var måske til tider nok lidt lidet produktiv mht. de fælles arbejdsopgaver i morgenlejren. Vi kunne gå tilbage til Inveroran Hotel og gøre morgentoilette der. Vi fik teltet pakket ned. Denne dag skulle alle gå med fuld vægt - dog var der jo naturligvis forsvundet nogle kilo ved at vi havde gjort indhug i den medbragte mad. Vi vidste dog, at dagens rute var ad gode stier i nogenlunde plant terræn, så det skulle nok lykkes.

Jeg havde en nogenlunde "fod-dag" - om end jeg ikke spurtede kom jeg dog fremad i konstant tempo. Sanne og Suzette havde igen startet lidt før Claus og jeg, men efter et stykke tid ventede de på os, så vi kunne gå sammen resten af dagen. Vi kom godt fremad. Igen var det dejligt solrigt vejr med lidt skyer, dog ikke så varmt.

Vi havde undervurderet os selv denne dag mht. planlægning. Vi havde nemlig en godt fart på p.gr.a det gode terræn, så vi kom længere ud af ruten end de steder vi havde forventet at spise frokost ved. Et kort stop ved dagens halvvejs mærke - Bá Bridge over River Bá - som er det eneste egentlige ly på dagens rute, hvis man skulle være uheldig med vejret og skulle søge ly for regn og blæst. Ved Bá Bridge løb vi på Les og Jimmy.

Vi gik yderligere et par km frem før vi slog lejr på en lille bro over et vandløb på en mindre stigning, som gav god udsigt tilbage af ruten og ud over Black Mount, som området hedder. Området ligger endvidere i yderkanten af den berømte skotske højlandsmose Rannoch Moor. Vi tog igen vand fra et lille vandløb. Gæt hvad menuen stod på - nemlig pasta - dog heldigvis med forskelligt smagende sovse hver dag.

Herefter det sidste stræk ned til Kingshouse Hotel. På det sidste stykke af dagens etape begyndte mine fødder effektivt igen at gøre opmærksom på sig, så da vi var fremme i rigtig god tid tog jeg den sidste km ned til hotellet i særdeles adstadigt tempo.

Campsite lå bag hotellet og havde egentligt ikke noget med dette at gøre. Så hotellets faciliteter i form af toiletter, vand mv. var ikke tilgængelige for campsite overnattende. Vi fik slået teltet op ved siden af en stille rislende burn.

Herefter gik vi alle 4 ned på hotellet til deres climbers bar - og fik et par pints. Vi endte med at bestille bar meals til aftensmad, hvor jeg bl.a. fik "Game casserole" - velsmagende. Vi fik nogle flere pints (det skal dog nævnes at Claus altid i stedet drak whisky og aldrig øl). Les og Jimmy var også mødt op på pubben og vi fik en god snak.

Jeg fik også skrevet turens postkort - indkøbt i Tyndrum - forfattet i Kingshouse og afsendt af Suzette i Fort William vandredag 7.

Når man var kunder i pubben kunne vi dog godt anvende toiletforhold og tage vand på toilettet til vores lejr. Men der var en skilt om, at man til morgentoilettet som camper ikke måtte benytte hotellets faciliteter.

Vi gik tilbage til lejren og tørnede ind efter lidt "sælfangst historier".

 
Torsdag 9. maj - (6) - Kingshouse Hotel - Kinlochleven - 14 km

Turens næstkorteste etape, men langt fra en af de letteste etaper. En sædvanlig gang morgenmad, opvask og teltnedpakning - (og fodpleje). Tunge effekter blev til dagens vandring pakket i Sanne og Suzettes rygsække, og nede på hotellet blev de bestilt til transport frem til campsite i Kinlochleven. Sanne kunne således gå uden rygsæk, og Suzette med rygsæk-toplommen som dagtursrygsæk. Claus og jeg havde derved nedsat vægt i vores sække. Jeg lå et eller andet sted omkring 15 kg. Claus nok omkring 25 kg.

Igen var vejret flot og solrigt, dog med lidt blæst og kølig vind. Vi gik i sluttet selskab støt derudaf på vandringen hen mod Glen Coes munding. På vores venstre hånd havde vi det imponerende, karakteristiske og lyrisk klingende bjerg Buachaille Etive Mór. Ca. 5 km. fremme i god tid og på gode fødder nåede vi Altnafeadh, som er stedet hvor opstigningen af den berømteste og mest berygtede stigning på WHW - Devil's Staircase - starter. Jeg vil dog nok mene, at stigningen ud af Kinlochleven (se næste etape) er værre, men den er ikke så markant iøjenfaldende.

Efter en vandpause gik vi op i hver vores tempo. Sanne og Suzette sammen, Claus og jeg hver for sig. Jeg havde gode ben og var startet lidt før Claus, så med et par enkelte korte pustepauser var jeg først oppe til det berusende og bevægende syn af solbeskinnede bjergtinder fremme i horisonten, hvor også Ben Nevis kan skimtes. Jeg trækker altid lige vejret dybt her - ikke pga. anstrengelsen med opstigningen, men den nævnte beruselse af synet. Også kig bagud over skulderen ned ad Devil's Staircase til Glen Coe er flot.

Lidt på den anden side af toppen gjorde jeg stop, hvor der var lidt læ. Claus var straks fremme og med sin sædvanlige energi, smed han rygsækken og spurtede op på en høj og knipsede løs med kameraet. Suzette og Sanne kom nu også op med det store smil på læben. Kort pause og så videre.

Terrænet var nu en rimelig grussti, som steg og faldt i rolig takt. Ca 3 km fremme stoppede vi til frokostpause ved broen over det poetisk klingende vandløb "Allt a´ Choire Odhair-mbóir". Claus og jeg hentede vand et stykke oppe i vandløbet, og det blev kogt inden anvendelse som sædvanlig. Pasta uhmmm. Der var ikke så meget læ ved broen, så vi måtte klæde os godt på for at holde varmen i den kølige blæst.

Efter frokost fik pigerne et forspring for ikke at blive for kolde, mens Claus og jeg vaskede op. Dette forspring hold de de sidste 5 km frem til Kinlochleven. Ruten herefter var stort set en lang nedstigning til Kinlochleven, og til tider rimeligt stejlt på grusstier, så man skulle passe på ikke at glide og sætte sig på halen.

Jeg havde igen fundet ind i et lidt adstadigt tempo, så Claus og jeg gik igen i vores respektive tempoer. Efterhånden som vi kom ned mod Kinlochleven kom vi i læ i en dal, og solen fik temperaturen til at stige igen. Dejligt.

Vel nede i Kinlochleven fandt vi frem til campsite, hvor Sanne og Suzette også var fremme. Deres rygsække var også velankommet. Vi fik sat telt op og installeret os. Og denne campsite var med betaling i forhold til alle de andre, og den var ren luksus. Der var lækre bade- og toiletforhold og en udendørs køkkenvask under et halvtag med rindende varmt vand til opvask.

Kære læser. Du må forestille dig, hvordan fire mennesker der nu i 6 dage havde svedt godt og grundigt på dagens vandringer efterhånden var "vel-hængte" - heldigvis var det ens for os alle og vi havde vænnet os til "outdoors" aromaen i vores støvler, sokker og vandretøjet. De herrer Claus og jeg havde også måtte ladet skægget stå. Men nu skulle der kræses om os selv. Alle 4 fik et velfortjent brusebad og var nye mennesker bag efter. Claus havde besluttet at lade skægget stå turen ud, men jeg fik en frisk barbering. At vi så dagen efter var tilbage i vores "lækre" vandre tøj var af mindre betydning.

Nu havde jeg undgået at falde eller forstuve foden så langt, og så var det lige ved at gå galt da jeg skulle ind i brusekabinen. Pyhh. Men det genererede lidt morskab i lejren - og hvad gør man ikke for at sprede humør :

Efter aftensmaden var opvasken let, da det ikke skulle koges vand til dette, men det kunne ske oppe i køkkenvasken.

Om aftenen gik vi op på Tail Race Inn i centrum af Kinlochleven, som Les og Jimmy tidligere havde nævnt de også ville frekventere. Vi havde set, at der var live musik på et hotel i byen og havde tænkt at opsøge dette, men endte alligevel med at tilbringe hele aftenen i selskabeligt lag i Tail Race Inn. Les og Jimmy havde ikke indfundet sig til første omgang, men dukkede så op. Vi startede med at tage plads uden for pubben, da alle borde indenfor var optaget af folk som spiste bar meals til aftensmad. Efter et par omgange udenfor begyndte det dog at blive koldt og småregne, så vi trak indenfor og drak og snakkede videre. En hyggelig aften sammen med Les og Jimmy, og en skotsk pige som de var begyndt at følges med.

Omkring 11-tiden gik vi tilbage til lejren i småregn. I løbet af natten begyndte det at regne ret kraftigt, men vi lå lunt og godt i teltet.

 
Fredag 10. maj - (7) - Kinlochleven - Glen Nevis - 22 km

Fredag stod vi op til den første "skotske dag" - gråvejr, lavt hængende skyer med regn. Vi fortrak op til køkkenet under halvtaget, hvor vi kunne stå og lave morgenmaden og efterfølgende opvask i tørvejr. Tilsvarende tømte vi teltet hurtigt og gik op under halvtaget for at pakke rygsækkene mere ordnet.

Denne sidste lange vandredag skulle kun Claus og jeg gå. Så Sanne og Suzettes rygsække fik igen lidt ekstra vægt. De skulle dog selv rejse med rygsækkene - bus fra Kinlochleven til Fort William, og så gå med dem de 4 km af flad vej fra Fort William til campsite inde i Glen Nevis. Så de skulle ikke være alt for tunge. Når de nåede frem til campsite skulle de så betale campinggebyr og slå telt op.

Det regnede stadig da Claus og jeg drog af sted. Først gennem Kinlochlevens gader og lidt uden for byen kom så dagens første stigning. Mere end Devil's Staircase i højdemeter, nu ad fedtede stier med fedtede klipper pga. regnvejret og i skov så man ikke kunne se toppen. Formen var dog god og med nogle indlagte pause gik det støt opefter. Det var godt at kunne føle man får brugt formen på noget fødderne ikke sætter en begrænsning på - jeg elskede opstigninger. Efter ca. 2 km var vi oppe i et pas, som strakte sig nogle km i lige linje ud i horisonten. Stadig regn og i moderat tempo derudad for mit vedkommende - og Claus i hans gå-frem-i-eget-tempo-vente-på-Jørgen-og-så-videre-igen.

Et godt stykke ud af den brede rimelige vej i passet regnede det stadig, men gradvis tog det af og blev til dis og lavt hængende skyer. Ca 5 km ude af ruten tog vi en rygsække-af pause med lidt snack og vand ved en gammel "crofter ruin". Der var rigtig mange på ruten denne dag - det havde der for så vidt været på hele turen - men på dagens etape med lange udkik blev det ekstra tydeligt.

Videre igen efter sammen mønster. 3 km fremme stoppede ved vi den første skov vi mødte og gjorde holdt for frokost. Der skulle ikke laves mad på trangia i dag. I stedet havde vi noget brød med, som fik en gang ost.

Videre igen et par km i skov. Nu var regnen stillet af, så det kun var gråt og diset, og stadig med lavthængende skyer. Så nu kunne kameraet komme fra til dagens første fotos. Jeg fik også skiftet til tørt tøj på overkroppen. Selvom vi havde gået i regntøj var jeg gennemblødt pga. kondens og sved ved opstingingen fra Kinlochleven. Men så længe man går i vindtæt tøj og bestiller noget gør det ikke noget man er våd inden under. Men ved pauserne bliver man hurtigt afkølet. Så det var dejlig at være tør igen.

Efter dette stop aftalte Claus og jeg igen hvor vi skulle støde på hinanden igen - jf. at vi gik i hvert sit tempo. Claus ville op til et gammelt fort - Dùn Deardail - hvorfra der skulle vore en fabelagtig udsigt over Glen Nevis. Beklageligvis misforstod vi hinanden. Claus havde forstået, at vi skulle mødes no matter what ved fortet, som var ca ½ km væk fra WHW. Jeg havde forstået det således, at jeg gik op til fortet, hvis jeg følte jeg orkede det, når jeg nåede frem, ellers ville jeg vente nede på ruten. Så vi skiltes og gik derud af.

Igen i skov, og i de sidste skovstrækninger gemmer sig nogle meget stejle stigninger over kort distance. Da jeg nåede ud af skoven, hvor der var vist af til fortet og der stod 400 m. og det var op af bakken og så tilbage igen, valgte jeg at blive på WHW for at spare det sidste krudt i fødderne frem til Glen Nevis.

Jeg ventede 20 min. - sådan føltes det da jeg på hele turen ikke havde haft ur med - vi havde ikke nogen aftale om, hvor længe vi skulle vente på hinanden, jf. kikset i vores fælles kommunikation. Jeg vidste også at Claus må have haft et godt forspring. Så jeg besluttede først at gå stille frem, da der var et stykke hvor man kunne overskue WHW op og ned ca. 1 km inden næste skovstrækning. Intet spor af Claus. Der var 2 teorier i mit hoved. Et: Claus havde været hurtig i skoven og oppe og nede af fortet inden jeg kom frem og var gået ned i Glen Nevis eller To: Han var stadig på fortet, men ville gå ned igen når han havde ventet længe nok. Jeg valgte derfor at gå ned til campsite i Glen Nevis i magstempo. Det var et stræk hvor det på bred grusvej faldt støt og roligt. Inden man kom helt ned i Glen Nevis kunne man se vores campsite oppe fra, og man kunne tydeligt se vores telt.

Jeg nåede frem til slutmålet og fandt ingen hjemme teltet. Jeg smed rygsækken ind i teltet, hvor Sannes og Suzettes selvfølgelig også lå. Gik op til campingkontoret og så mig om og så tilbage til teltet for at vente. Ca. et kvarter efter kom Claus. Han havde ventet 45 min. ved fortet. Lettere bekymret over ikke at vide hvorfor jeg ikke dukkede op og evt. sad med forvredet fod inden i skoven, havde han dog valgt at gå ned først. Så vi fik lige udvekslet hver vores syn på sagen nede i camp. Men det endte jo lykkeligt.

Men nu var vi fremme. Men hvor var Sanne og Suzette? Claus mente at de muligvis havde forstået det derhen, at vi skulle mødes ved WHW's slutpunkt inde i Fort William. Så vi var klar til at gå igen. Heldigvis kom Sanne og Suzette i dette øjeblik.

Efter at de havde gået fra Fort William med tunge rygsække, slået teltet op, var de gået tilbage til Fort William for at handle i Safeway supermarkedet, og så tilbage igen. Så de fik alligevel gået over 12 km denne dag - men ad en ikke så inspirerende rute.

Efter planen skulle Graeme slutte sig til os om aftenen, men nogle forviklinger i Glasgow gjorde, at han først kørte op næste morgen.

Vi lavede aftensmad. Opvasken gik let i et "Cutlery" (opvaskerum) på campingpladsen. og gik derefter op på en "Lounge Bar" ikke så langt fra campingpladsen. Der var ikke helt pubstemning over det, men der var ikke noget snobberi fra personalet side over at få nogle "rå vandrere i støvler" ind. Vi fik et par omgange med pints og diverse.

Herefter tilbage til campsite og den sidste omgang "Sælfangst…" læst op af mig.

Det var slut på vandredagene, og jeg var særdeles tilfreds med at have vundet over mig selv - og tvunget mig selv videre. Andre vil måske se dette som dumt pineri, men jeg satte mig et mål om at gennemføre for 2. gang - så gennemføre det ville jeg. Stædighed kan jeg godt mønstre i en snæver vending.

 
Lørdag 11. maj - Ben Nevis

Vi var oppe ca. kl. 7 og havde fået den første havregrød indenbords, da Graeme som havde startet tidligt fra Glasgow ankom sammen med Cassie (hunden). Så vi måtte lige lave en ekstra portion havregrød til Graeme og Cassie.

Herefter blev der lavet sandwiches til indtagelse på toppen af Ben Nevis af de indkøb, som Sanne og Suzette havde lavet dagen før i Safeway.

Planen for opstigningen var, at Claus og jeg gik op sammen, og at Graeme m. Cassie, Sanne og Suzette gik op samlet.

Dagen i går var jo sluttet med lavthængende skyer, så vi ikke kunne se toppen af Ben Nevis. Vejrudsigten for dagen var "broken clouds" og det vekslede med skyer med nedbør og sol. Nede i dalen var det lunt nok, men bare et par 100 meter i vejret blæste en kølig vind.

Fra Glen Nevis går det stejlt op af klippetrin til stien på forbjerget Meall an t-Suidhe. Så man fik med det samme varmen. Jeg startede med min svedtrøje, t-shirt og kraftige skjorte. Et stykke oppe måtte regnfrakken frem først som slag for vind og nedbør, siden lynet til. Jeg havde min dagturs rygsæk med indeholdende sandwiches, regntøj, fleece, tørt skiftetøj til toppen, handsker, halstørklæde, snack og vand. Claus havde sin rigtige rygsæk med med stort set samme indhold plus førstehjælpskassen og min sovepose for alle tilfældes skyld (for at undgå kulde-/vædeshock ved uheld).

Claus og jeg kom frem i godt tempo og på gode ben, og fødderne var helt i orden. Der var en sand folkevandring på vej til toppen af alle former for mennesker. Velforberedte som os, folk i shorts, folk med børn og hunde. Fra mit første forsøg på Ben Nevis i 1993, hvor jeg ligeså uforberedt gik op, erfarede jeg at det skal tages alvorligt at gå op, specielt ved ekstreme vejrforhold. Heldigvis for de mange var vejret nogenlunde, selvom der var hagl og snebyger på evt. op og på toppen - så var vinden dog moderat så de ikke blev underafkølet.

Det fortsatte op og op. Ad primært klippetrin og -stier på forbjerget, skiftede det til en blandring af plant stigende grusstier, klippetrin, skærver, sne, is med sne. Ruten sik-sakker sig vej til toppen. Som nævnt var der ophold med sol, afløst af skyer som kom ind med regn/hagl (lav højde) og hagl/sne ved toppen.

Det sidste lange stræk mod toppen foregik i sne, og så meget modstand var der heller ikke under min støvlesål, så man gled lidt baglæns eller til siden for hvert trin. Denne snepassage var det hårdeste ved opstigningen, ellers var vi kommet op i et jævnt tempo med enkelte snackpauser til vores frugtsnack med hurtige frugtsukker kulhydrater. 3t og 10 min til toppen.

Da vi kom op var toppen indhyllet i en sky med sne og hagl, så vi havde ingen udsigt. Vi gik frem til observatoriet, og jeg skiftede til tørt tøj, fleece, regnjakke, regnbukser handsker og halstørklæde. Der var omkring frysepunktet på toppen.

Vi så os lidt omkring, fik spist en del af vores sandwiches fik taget de officielle top-billeder. Vi blev på toppen ca. en time. Flere gange var det lige ved at skyen var blæst væk, da man kunne se at solen lyste ned gennem skyen. Men da der ikke var kommet et ophold med udsigt inden for timen, valgte vi at gå ned igen.

Nogle 100 højdemeter nede fra toppen kom vi under skyen og fik næsten et 180 graders vue ud over Loch Linnhe - sealoch'en hvorved Fort William er placeret. Vi så også stadig ned på alt andet rundt om os. Fantastisk udsigt. Nu skulle der tages billeder.

Mens vi var her så det ud til at toppen var blæst fri og Claus ville op igen. Det ville jeg dog ikke. Tilbød dog at vente i et intermistisk klippeshelter. Nå, men vi gik nedad - nu i hvert vores tempo - stille og rolig og koncentreret for ikke at sætte fødderne forkert. På vej op havde klipperne været fugtige, men nu var de heldigvis allerede tørre igen så man ikke gled så let. Pause i ny og næ for at tage billeder, ellers i konstant tempo nedad.

Jeg gik ned i "top udstyret", da det ikke genererede så meget varme at gå ned. Regnbukserne kom dog hurtigt af. Efter vi var kommet så langt ned, at vi var ovre på forbjerget måtte fleece og regnjakke dog også af, da det nu blev lunere. Og da vi nåede ned til Glen Nevis var det t-shirt og svedtrøje + opsmøgede bukser - da det nu blev sommerligt i temperaturerne igen.

En udramatisk nedstigning, som dog havde givet et par ekstra små tåvabler. Fødderne havde gjort lidt mere opmærksomhed på sig selv på vej ned, men det var stadig en god "fod-dag". Efter ca. 2 timer og 50 min. Var vi nede i Glen Nevis.

Det var fedt at nå toppen og at være deroppe, men den helt store følelse af en fantastisk oplevelse og godt præstation - "armene over hovedet" - ramte mig først da vi var endeligt nede i Glen Nevis. Så måtte man lige trække vejret dybt et par gange. Berusende.

De andre var nået op til plateauet mellem forbjerget og Ben Nevis, da Sanne var gået helt træt. De havde også fået et par ubarmhjertige haglbyger. Så de var herefter gået ned igen.

Fremme i camp fik Claus og jeg nu turens andet velfortjente brusebad i campingpladsens flot udstyrede toiletbygning.

Om aftenen kørte vi alle - inkl. Cassie - ind til Fort William i Sannes bil med Graeme ved rattet. Cassie skulle blive i bilen mens vi var ude at spise, men hun var helt balstyrisk, så hun måtte med. Vi fandt en restaurant, hvor Cassie kunne bindes i deres gårdhave og Sanne og Graeme på skift kunne sidde ved hende. Vi andre kunne så sidde og nyde en ordentlig bøf i restauranten. Turens dyreste måltid.

Herefter kørte vi tilbage til camp. Graeme havde haft en flaske champagne med sig, så denne blev nydt i thekrusene efter en veloverstående vandring og bestigning. Herefter tørnede vi ind. Graeme, Sanne og Cassie var indkvarteret i et telt Graeme havde haft med i bilen. Så der var god plads i vores 4-mands teltet denne aften.

 
Søndag 12. maj - hjemrejse

Sidste morgenmad og sidste måltid tilberedt over trangia-gas. Telte og rygsække blev pakket klar til flytransport. Det mest nødvendige gik i dagturs rygsækken. Alt blev stuvet ned i Sannes bil og det var lige akkurat at telte og rygsække for 5 mennesker + 5 mennesker og en hund kunne være i Sannes bil.

Med Graeme bag rattet gik det raskt syd på af A82 gennem den fabelagtige Glen Coe, gennem Crianlarich og vi havde et pitstop i Tyndrum ved The Green Welly shop. Videre gennem Glen Falloch hvor vi fulgte WHW, ved Loch Lomond kørte man sydpå på den anden søside end den vi var vandret nordpå af. Videre til lufthavnen via Glasgow.

Vi blev læsset af i lufthavnen i rigtig god tid og tog afsked med Sanne, Graeme og Cassie. Vi fordrev tiden udenfor i solen i afventen af at vi kunne foretage check in. De sidste sandwiches fra Ben Nevis blev fortæret.

Efter check in kunne vi nå at kigge os om i en whisky shop - og alle gik derfra med flasker.

Flyturen var igen udramatisk og behagelig - igen via London Heathrow til København. Vi tog afsked i lufthavnen. Suzette blev hentet af kæresten Jonathan, Claus tog toget til Ordrup og jeg kastede mig i en taxa til Ganløse og var hjemme kl. 23.00.

 
Links

Uddrag af rejselog Skotland april 1993 - Ben Nevis
Resumé af tur til Skotland april 1998 - The West Highland Way og Isle of Skye

lørdag d. 26 oktober 2002
www.jorras.dk