Jørgen Rasmussen - www.jorras.dk

Skotland Uddrag af rejselog april 1993 Skotland

Ben Nevis

I anledning af at jeg her i 2002 efter planen gør et nyt top-forsøg på Ben Nevis har jeg gravet denne gamle beretning frem fra første forsøg:

Fra den 2. til 20. april 1993 turede jeg rundt på de britiske øer sammen med min gode ven Torben. Ruten vi rejste inkluderede følgende lokationer: London, Edinburgh, Glasgow, Fort William, Oban, Crianlarich, Low Holehouse Farm (hvor Preben boede og arbejdede), Ayrshire, Belfast, Dublin, London.

Mens vi var i Fort William besluttede vi at "traske" op på Ben Nevis, Storbritanniens højeste bjerg på 1344 m. Herunder kan du se uddraget fra min rejsedagbog fra den dag vi besteg (næsten) Ben Nevis.

Fredag den 9. april 1993 (dag 8)
Ben Nevis

Dagen hvor bjerget skulle bestiges var oprundet. 9:50 forlod vi B&B. Der var vel 2 - 3 km ud til hvor offentlig vej holdt op, og den egentlige opstigning begyndte.

Lidt i kl. 11 begyndte opstigningen. Man startede næsten ved havets overflade i 20 - 30 m højde. Vejret var overskyet ved starten, og det regnede let en gang imellem.

Vores bjergbestigningsudstyr strakte sig til solide støvler. Ellers var det jeans og regnfrakker. I begyndelsen grinte vi lidt af alle de andre der var på vej op, og som havde rigtige vandrestøvler, hakker, dyrt kunststoftøj, men vi skulle selv blive klogere.

Man gik først op ad siden på forbjerget med det gæliske navn: Meall an t-Suidhe på 711 m. I 600 m højde gik man så over på siden af Ben Nevis. Herfra blev opstigningen stejlere. I 800 - 900 m højde gik man ind i skydækket, og så var det slut med den storslåede udsigt.

Omkring 900 m dukkede den første sne op, og jo højere vi kom des mere sne, indtil det udelukkende var sne fra 1100 - 1200 m.

Under opstigningen og jo tættere vi kom skylaget, tog vinden og nedbøren til. Først som regn, men senere som slud og oppe i sneområdet gik det over i stærk snestorm med sigt ned til 5 - 10 meter. Og det var nu vi erfarede, at vi manglede rigtigt udstyr. Et par regnbukser ville have gjort underværker.

Stierne op var ikke specielt præparerede, mange steder blot markeret med varder. Så man skulle for hvert eneste skridt selv nøje finde et passende fodfæste, og ved benenes muskelkraft hæve sig op. Man bevægede sig næsten hele tiden med stejle skrænter på den ene side, så koncentrationen var utrolig vigtig.

Under opstigningen var vi skiftedes til at overhale og lade os overhale af to som også var på vej op. I sneområdet slog vi følgeskab og fik desuden selskab af en erfaren Ben Nevis bestiger. Vi kæmpede os frem mod toppen. Det var ikke muligt at se konturer af klipper, kun lejlighedsvis stak der et klippestykke frem af sneen. Eneste måde at orientere sig på var at fornemme, hvor det gik op ad.

En af dem vi fulgtes med, var i utrolig dårlig form, og vi skulle igen og igen stå og vente på ham. I disse venteperioder blev man nedkølet, og da vores jeans i forvejen var gennemblødte og temperaturerne var et godt stykke under frysepunktet, tog vi beslutningen om at stoppe og gå ned. Da var klokken ca. 14:15 og vi definerede at toppen var nået.

Den erfarne vi fulgtes med sagde at der kun var 1/4 mile til toppen. På toppen ville man for det første kun have 5 m udsigt ind i snestormen, og landskabet ville være identisk med det vi nu var i: Sne, sne, sne.

Torben og jeg vendte derfor om, og lod de andre fortsætte. Første del af nedturen var ikke særlig behagelig, da man dårligt kunne følge vores fodspor fra opstigningen, så vi var ikke sikre på om vi kom ned det rigtige sted. Vi fandt dog nogle fodspor, som vi fulgte, og snart løb vi ind i et større selskab, der også var på vej ned. Dem fulgte vi så efter.

Under nedstigningen fik vi snestormen i ryggen, hvilket gjorde det lidt mere udholdeligt.

Nedstigningen var mindst lige så hård som opstigningen. For det første havde man opstigningen i benene, for det andet skulle man passe på ikke at få for meget fart på og miste balancen, for det tredje kan man ikke bare lade sig dumpe ned af de naturlige "trin", da man så hurtigt ville få ondt i ryg, knæ, led og sågar i hovedet. Man skulle bruge muskelkraft på at lade sig "sænke" ned, skridt for skridt.

Under skylaget regnede det nu noget mere vedvarende end under opstigningen.

K1. ca. 16:45 var vi nede ved havets overflade, og kl. 17:15 var vi hjemme hos B&B til et velfortjent varmt bad.

I bagklogskabens lys var det nok en lidt dumdristig handling, bare sådan at stavre op på Ben Nevis, i ens bedste hverdags tøj. Diverse turist brochurer anbefalede, at utrænede 1. gangsbestigere ventede til maj måned, eller i det mindste at have rigtigt udstyr med/på. Man gik rask væk med stejle skrænter på den ene side, og et forkert skridt og ...

Nede hvor offentlig vej begyndte stod et skilt vi først fik øje på på hjemturen. Skiltet advarede mod lavinefare på toppen. Endvidere blev sneens konsistens beskrevet.

Om aftenen var vi ned på Alexandra Hotel og spise i restauranten "The Food Stop". (10oz rump steak).

Ben Nevis links

Ben Nevis webcam
Ben Nevis - a guide
Ben Nevis - a safety guide
En Ben Nevis beretning
Endnu en Ben Nevis beretning


Udsigt fra Corpach ved Fort William: I forgrunden Meall an t-Suidhe 711m og bagved godt dækket af skyer, Ben Nevis 1344m.


Oppe fra siden af forbjerget til Ben Nevis med vue ud over Glen Nevis.


Billede fra forbjerget over mod Ben Nevis.
Under opstigningen krydses vandfaldet på billedet.


På vej ned. "Skud" over mod forbjerget
og de stier man kom op ad.


Samme sted som herover,
dog i 180 grader modsat retning.


Torben i forgrunden og Glen Nevis i baggrunden.

Sidste ændring: fredag d. 25. januar 2002
www.jorras.dk