www.jorras.dk

Hærvejen skilt Gendarmstien skilt

Hærvejen og Gendarmstien, april 2004

6 dage på Hærvejen og Gendarmstien 2004. Dette er min dagbog om optakt, planlægning og gennemførslen illustreret med stemningsbilleder fra turen.

Indholdsfortegnelse

Optakt
Etaper
Fredag 23/4 - Hærvejen - Etape 1 – Rødekro - Bolderslev
Lørdag 24/4 - Hærvejen - Etape 2 – Bolderslev - Kruså
Søndag 25/4 - Gendarmstien - Etape 3 – Kruså - Egernsund
Mandag 26/4 - Gendarmstien - Etape 4 – Egernsund - Broagerland
Tirsdag 27/4 - Gendarmstien - Etape 5 – Broagerland - Sønderborg
Onsdag 28/4 - Gendarmstien - Etape 6 – Sønderborg - Høruphav - Fynshav

Klumme 1: Baggrunds- og planlægningsmateriale
Klumme 2: Vandring i april og i august
Klumme 3: Diverse adresser og links

Dagbog fra 10 dage på Hærvejen august 2003

Optakt

I april 2004 havde jeg 2 restferieuger tilbage, som jeg på grund af et projekt på arbejdet var blevet bedt om at skyde til efter 1. marts. Så jeg havde lagt dem i slutningen af april. Det faldt også sammen med, at Gunvor og jeg for lang tid siden havde aftalt at skulle til Tjekkiet til A-VM i ishockey, hvor Gunvor skulle være guide for et hold ishockeyfans på en rejse arrangeret af Profil Specialrejser. Men dette rejsearrangement faldt totalt fra hinanden i løbet af april måned pga. manglende tilslutning, men Profil Specialrejser forsøgte at komme op med et "erstatningskoncept" for Gunvor og jeg som stadig lå på samme prisniveau, som vi var blevet stillet i udsigt. Men det faldt effektivt til jorden onsdag d. 21. april.

Og hvad så? Jeg var så småt begyndt at operere med en idé om at spænde vandrestøvlerne på i stedet - gensyn med Skåneleden var inde i billedet. Men det havde jo lige været 18. april (stormen på Dybbøl i 1864) og DR2 havde vist et program om dette. Det såede et frø og så kom jeg til at tænke på, at jeg jo ikke havde fået gjort Hærvejen helt færdig til grænsen i 2003. Og Gunvors forældre, Frede og Inge, havde reklameret for, at man også kunne vandre på noget der hed Gendarmstien. Og så var ideen født.

Hærvejen er jo nok noget mere kendt i Danmark, men hvad er nu Gendarmstien ?

Gendarmstien

Sakset fra Sønderjyllands Amts Gendarmsti-folder:
Gendarmstien har navn efter de gamle grænsegendarmer, der i en årrække bevogtede landegrænsen og kontrollerede skibsfarten langs kysten. Patruljeringen foregik til fods, og hver enkelt gendarm havde et bestemt stykke af grænsen at passe. Nogle steder var der i forvejen stier og veje, som gendarmen kunne benytte på sin rute. Andre steder blev der anlagt nye stier hen over privat jord. På den måde blev Gendarmstien skabt. Grænsegendarmerne patruljerede langs den nuværende grænse i tiden fra Genforeningen i 1920 og frem til 1958. Herefter overgik opgaven til politiet. Mange steder gik Gendarmstien herefter i ”glemmebogen”, men siden 1988 har Sønderjyllands Amt sammen med staten og de berørte kommuner arbejdet på at afmærke det gamle stiforløb og gøre det tilgængeligt for vandrere.
Det er nu muligt at følge den afmærkede sti fra Padborg til Høruphav på 74 km.

Jeg gik i gang med planlægningen onsdag d. 21. april og fik det færdigtilrettelagt og pakket rygsækken torsdag d. 22. april (efter modellen for Hærvejen 2003 pakkelisten).

Etaper

Kortmateriale blev printet fra www.haervej.dk og Sønderjyllands Amts folder om Gendarmstien. Og der blev opstillet en grovskitse for vandreturen.

Jeg var nået så langt syd på som til Rødekro, da jeg i 2003 vandrede på Hærvejen, inden jeg "gik af" til Aabenraa og siden Tønder Festival. Målet er altså at genoptage, hvor jeg slap. Jeg rejser ud fra morgenstunden fredag d. 23. april. Bus til Slangerup. S-bus til Roskilde. IC-tog til Rødekro.

Planen var at overnatte på kun 2 primitive teltpladser primitive teltpladser og ellers campingpladser cempingpladser. I lyset af dette valgte jeg at lade trangiakøkkenet blive hjemme og spare lidt vægt på den konto. Så måtte den stå på kost, der ikke skal opvarmes til aftens- og morgenmad. Ved de øvrige overnatninger vil jeg ikke forsømme at raide de lokale bagere til morgenmad og pizzariaer/restaurationer/campingkiosker om aftenen. I praksis endte det med kun een primitiv teltplads, da etaperne ændrede sig lidt undervejs.

I slutningen af vandringen tages færgen fra Fynshav på Als til Bøjden på Fyn, som er en 50 min. overfart. Derefter ca. 1½ time i bus over Fyn til Nyborg. Tog til Valby. S-tog til Stenløse. Bus til Ganløse. Hjemkomst onsdag aften.

Denne oversigt er rettet til efter de faktiske etaper:

DagEtape + overnatningstypeetape / total
Fredag 23. aprilteltplads Bus IC Tog Hærvejen: Rødekro - Bolderslev 13 km / 13 km
Lørdag 24. april Hærvejen: Bolderslev - KRUSÅ camping29 km / 42 km
Søndag 25. april Gendarmstien: KRUSÅ - Minde/EGERNSUND camping26 km / 68 km
Mandag 26. april Gendarmstien: Minde/EGERNSUND - Broagerland camping26 km / 94 km
Tirsdag 27. april Gendarmstien: Broager - SØNDERBORG camping16 km / 110 km
Onsdag 28. april Gendarmstien: SØNDERBORG - Høruphav - Fynshav camping Bus IC tog S-tog Bus 21 km / 131 km

Fredag 23/4 - Hærvejen - Etape 1 – Rødekro - Bolderslev

Rise kirke udenfor Rødekro
(etape 1)
Rise kirke udenfor Rødekro
(etape 1)

Ingen billetter eller andet var bestilt eller reserveret på forhånd, men det er jo ikke feriehøjsæson og heller ikke myldretid. Så kl. lidt over halv 9 hoppede jeg på bus 348 mod Slangerup med fuldt pakket rygsæk mål til 17 kilo inden afgang (dog uden vand og proviant - og med et knastørt telt). I Slangerup skiftedes til bus 600S til Roskilde. Et IC tog var forsinket, så jeg kunne lige nå at købe billet og så ellers hoppe på toget ca. kl. 10. 2½ time senere stod jeg på Rødekro station.

Jeg startede med at tanke lidt vabelplaster i det lokale apotek, og ellers lidt kontanter. Derefter besøgte jeg en af bagerne i byen og en ciabatta bolle med skinke og ost gjorde det ud for frokost. Dernæst provianterede jeg i Rema 1000 til de næste par dage: Frugt, pålæg og brød. Første vandpåfyldning blev en liter kildevand.

Kl. 13 genoptog jeg så min hærvejsvandring. Vejret var solrigt med drivende skyer og en svag vind. Perfekt vandrevejr. De første 4 km ud ad Rødekro og gennem Rise og Søst var gået før, men fra Søst og frem var det "jomfruelig" vej.

Syd for Rødekro var det flad landbrugsland og frem til Hjordkær foregik det næsten udelukkende på små landeveje. 14:30 pausede i Hjordkær hvor en "hjulgrav" lå gemt inde i et industrikvarter med udsigt til vindmølle-kroppe i massevis. Fortid og nutid på klods hold. Efter Hjordkær kom jeg for første gang ind på grusvej, og man er på rette vej når vejen hedder "Oksevejen".

Oksevejen syd for Hjordkær set mod nord
(etape 1)
Oksevejen syd for Hjordkær set mod nord
(etape 1)

Oksevejen syd for Hjordkær set mod syd
(etape 1)
Oksevejen syd for Hjordkær set mod syd
(etape 1)

3 km på grus frem til det gamle historiske sønderjyske landsting, Urnehoved, hvor der er rejst nogle mindesten. Kl. var nu lidt over 16. Efter et kort ophold ved Urnehoved svingede jeg nu af Hærvejen ned til en nærliggende landsby, Bolderslev, hvor der iflg. bogen "Overnatning i det fri" som jeg tjekkede hjemmefra, lå en gård hvor man kun slå teltet op i haven. Og ganske rigtigt. Fremme kl. lidt før 17 tog en lille knægt imod og vidste mig om til hans far i haven. Jeg fik anvist teltplads i et hjørne i haven og forevist toilet og bad i stuehusets bryggers. Kr. 10,- for en overnatning og kr. 5,- for et brusebad var dagens takst. Teltet kom op og jeg skulle så lige slappe lidt af på langs, men det blev til en skraber på et par timer. Ca. kl. 20 var det efterhånden så koldt at jeg vågnede og frøs, da jeg kun lå på liggeunderlaget. Spiste nu aftensmad (brød m. pålæg, risifrutti desert og vand). Og tørnede kort tid efter ind. Gode fødder etape 1 - dommen kommer nok først etape 3 og 4, hvis erfaringen fra sidste sommer skal stå til troende.

Urnehoved - det gl. sønderjyske landsting
(etape 1)
Urnehoved - det gl. sønderjyske landsting
(etape 1)

Overnatning i det fri 2002-2003. Teltpladser og naturlejrpladser
Overnatning i det fri 2002-2003. Teltpladser og naturlejrpladser

Lørdag 24/4 - Hærvejen - Etape 2 – Bolderslev - Kruså

Oksevejen syd for Urnehoved
(etape 2)
Oksevejen syd for Urnehoved
(etape 2)

Første gang liv i teltet ca. 5:30. God nat, ikke frosset. Jeg havde kun silkelagenposen med og ikke den tilsvarende af bomuld, som er for tung til vandreferie. Men det var rigeligt til at holde varmen. Snuede til 7:30 og spiste morgenmad i soveposen (brød m. pålæg og drikkeyoghurt). Oppe at vende i huset ved 8-tiden. Ned og pakke telt i ro og mad. Dug i græsset og på yderdugen. Gråt og diset. Ingen vind. Afgang kl. 9.

Vejen gik retur til Hærvejen fra Bolderslev og jeg "ramte" igen Urnehoved. Gode fødder. Ruten fortsatte ad grusvej de næste mange km helt frem til Povlsbro.

Povlsbro er en af tre pittoreske og meget turistvenlige seværdigheder på Hærvejen i Sønderjylland. Og den er flot. Opført i 1844 til erstatning af tidligere træbroer. De 2 øvrige broer er Immervad bro fra 1786 og Gejlå bro fra 1818. Povlsbro er stadig i "brug" da Hærvejen på dette stykke også er en alm. vej i landskabet til lokale gårde og huse. Så det er kram man byggede, når den fortsat kan holde til biltrafik.

Det var et godt sted til dagens første pause. Det var stadig gråt uden vind, men solen kæmpede for at komme igennem. Desværre fik jeg ingen turistfotos af broen i solskin.

Povlsbro set mod øst
(etape 2)
Povlsbro set mod øst
(etape 2)

Povlsbro set mod nord
(etape 2)
Povlsbro set mod nord
(etape 2)

Povlsbro set mod vest
(etape 2)
Povlsbro set mod vest
(etape 2)

Så var det slut på grusvejen og efter et intermezzo vest for Kliplev med en sti langs en jernbane (læs: hvilken sti?) gik det gennem det flade landbrugsland på små veje, markveje og skovstier. Kort før Gejlå var solen brudt helt igennem og temperaturen steg mærkbart, så "benene kom af" på mine zip off bukser. Gik både i går og indtil nu med tre lag på overkroppen: Svedtransporterende undertrøje, t-shirt og kraftig skjorte i bomuld.

Vejforløb før Gejlå
(etape 2)
Vejforløb før Gejlå
(etape 2)

En hærvejsvandrer
(etape 2)
En hærvejsvandrer
(etape 2)

Gejlå bro er ikke mindre fotogen end Povlsbro, ikke mindst fordi det nu var i fuld sol. I modsætning til Povlsbro er den "taget ud af drift", da kun gående og cyklende kan komme hen over den. Den moderne vej med den ligeså moderne betonbro løb ca. 50 m. ved siden af og modsætningerne var til at få øje på. Da Gejlå bro blev opført blev den jo ikke opført efter æstetiske kriterier, men blot efter den tids højeste tekniske kunnen. Dengang var der sikkert nogen der så på den som grim og moderne i sammenligning med ældre træ/bjælkebroer. Gad vide om den moderne Gejlå betonbro i en kommende fremtid vil blive betragtet som smuk ?

Gejlå bro mod øst
(etape 2)
Gejlå bro mod øst
(etape 2)

Gejlå bro mod vest
(etape 2)
Gejlå bro mod vest
(etape 2)

Kort efter Gejlå fandt jeg en lejrplads ca. 200 m. fra Hærvejen. Der var rindende vand og muldtoilet. Lige hvad der skulle til. Vandpåfyldning, frokost (brød og pålæg) og afslapning i solen, mens tøjet var lagt til tørre. Mit gæt er, at der i denne skovkrog var et par og tyve grader. En times pause. Fodtjek = ingen vabler.

Skovlejrplads ved Gejlå - tøjtørring
(etape 2)
Skovlejrplads ved Gejlå - tøjtørring
(etape 2)

Vejlforløb i Bommerlund plantage
(etape 2)
Vejlforløb i Bommerlund plantage
(etape 2)

Videre gennem Bommerlund plantage. Det var nu nærmest højsommer i vejret - lige til t-shirt og korte bukser. Flot efter april forhold. Efter Bommerlund og nogle motorvejs tilkørsler, gik ruten ned gennem Bov by og så var jeg ved grænsen og Hærvejens afslutning. Kl. var ca. 16:30. Alle grænsebomme mellem Danmark og Tyskland blev jo nedtaget med Danmarks indtræden i Schengensamarbejdet. Men i Bov er grænsebommen bevaret som en "museumsgenstand" og der er oprettet et bomlaug der står for vedligeholdelsen.

Bov kirke
(etape 2)
Bov kirke
(etape 2)

Den gamle Bov grænsebom
(etape 2)
Den gamle Bov grænsebom
(etape 2)

Kort pause. Nu var fødderne begyndt at gøre opmærksom på sig selv. Jeg begyndte nu at følge pælene med grænsegendarmsymbolet. Landskabet helt oppe fra Rødekro til Bommerlund havde været stort set fladt, men her nede ved grænsen var der markant ændret. Meget kuperet morænelandskab - så pludseligt var der noget der kunne kaldes stigninger. Utroligt flot landskab. Fra Bov grænsen gik Gendarmstien op mod Kruså by og efter 3 km forsmag på gendarmstivandring, svingede jeg op i Kruså til campingpladsen. Ankomst ca. 17:30. Check-in og campingpas fornyelse. Telt op. Brusebad og omklædning. Og så ned i byen og fandt et pizzaria og indtog aftensmaden her - inkl. en velfortjent slut-på-hærvejen Flensburger Pilsener. Lidt morgenmad fra en Shell-tank blev indkøbt inden returnering til camping. Fodtjekket ved dagens slutning var, at det mere kuperede landskab åbenbart var det der skulle få vabler til at udvikles. Så de blev punkteret.

Slut på Hærvejen, start på gendarmstien
(etape 2)
Slut på Hærvejen, start på gendarmstien
(etape 2)

Gendarmstien mellem Bov og Kruså
(etape 2)
Gendarmstien mellem Bov og Kruså
(etape 2)

Vandring i april og i august

En minisammenligning mellem det at vandre i slut-april og i august:

Hvad taler for slut-april:

• græs, brændenælder og andre vækster er ikke særligt højt (man bliver ikke så dugvåd)
• april er en tørrere årstid end august
• lavsæson for turisme, men campingpladser og seværdigheder er dog sommersæson-åbne
• mere lys i skovene, da løvet endnu ikke er fuldt udsprunget
• fuglene er mere aktive og er oppe på den store klinge i deres pipperi
• aldrig overvarmt med temperaturer der umuliggør fysisk udfoldelse
• resten af Danmark er stadig i arbejde, da få andre holder ferie - noget at se på, opleve og udnytte
• Buske, træer og blomster er i fuldt flor - i august er der "bare" grønt

Hvad taler for august:

• bedre tørre i vejret ved højere temperaturer
• varmere om dagen, mindre tøj med og på
• varmere nætter, så man ikke fryser næsen af i soveposen

Så egentlig er slut-april et utroligt velvalgt vandretidspunkt.

Søndag 25/4 - Gendarmstien - Etape 3 – Kruså - Egernsund

Havde sovet lidt uroligt, men uden at fryse. Benene værkede lidt. Jeg var nået til etape 3, som iflg. sidste sommers erfaring er der hvor "tæskene" til fødderne med vandrekilometer og ca. 20 kg på ryggen vil vise sig. Jeg havde dog ikke sidste sommers "tryksmerter" - de 2 - 3 kg der var sparet på ikke at have trangiakøkkenet og gas med var godt givet ud. Men vabler var ikke undgået, så de blev behørigt pakket ind i compeed. Vågnede i øvrigt sent, kl. 08:30. Spiste morgenmad i soveposen (brød + pålæg og drikkeyoghurt). Pakkede det våde telt ned og rundede campingfaciliteterne før afgang. Kl. 9:50 var der afgang og første stop var SuperBest nede i Kruså by. Her blev indkøbt frugt. Videre kl. 10:15.

Første stykke af Gendarmstien løb langs grænsen i noget meget kuperet og meget flot skov. Masser af kildevæld og regnvandsslugter. Mange steder sås de karakteristiske grænsesten med 'D' og 'DK' mejslet på hver sin side og en sigtelinie i toppen til næste grænsesten. Stien svingede mod øst og pludseligt var bunden af Flensborg Fjord ude bag træerne. Det var solrigt fra morgenstunden og snart fik solen fat og der var stort set ingen vind, så der var dømt korte bukser og korte ærmer.

Gendarmstien i Kollund Skov
(etape 3)
Gendarmstien i Kollund Skov
(etape 3)

Gendarmstien efter Rendshoved
(etape 3)
Gendarmstien efter Rendshoved
(etape 3)

I Kollund missede jeg et pæl og fulgte i stedet landevejen en km. Kl. 12 var der pause med indtagelse af lidt frugt. Efter lidt "bagland" gik man fra Sønderhav på en sti som nært fulgte stranden om end man aldrig skulle ned og gå i sand. Der var mange ude på søndagstur - og man kunne høre på samtalen om dem man mødte var lokale sønderjyder eller tyske turister - men stort set alle sagde møjn, så ikke noget med hej, dav eller 'Tag.

Fjordudsigt mod Tyskland
(etape 3)
Fjordudsigt mod Tyskland
(etape 3)

Fyr syd for Dalsgård
(etape 3)
Fyr syd for Dalsgård
(etape 3)

Broen over til Egernsund
(etape 3)
Broen over til Egernsund
(etape 3)

På et idyllisk sted med en bænk og udsigt over fjorden var det tid til en længere pause. Og stien fortsatte videre ad grusveje, jordstier og græsstier. Stort set ikke på asfalt. Kl. 15 var fødderne efterhånden godt ømme og gætter var at jeg var fremme ved det planlagte mål, Nederby Camping v/ Gråsten, ca kl. 16 og ganske rigtigt. Nogle flotte fjordudsigter og udsyn over til Tyskland senere stod jeg ved campingpladsen. Men fødderne havde artet sig lidt og morgendagens planlagte strækning var vel lang, så jeg ville "æde lidt" af den i dag. Ca 4-5 km fremme ad ruten lå den næste campingplads.

Ruten gik nu mod Gråsten, men jeg kom aldrig ind i byen men kom i stedet igennem den gamle sund/nor forstad Alnor, som havde lidt Dragør præg over sig visse steder. Kl. 16.30 var jeg ved broen over indløbet til Nybøl Nor og krydsede over til Egernsund og op gennem byens gader. Jeg missede for 2. gang en pæl, men havde kompasretningen til campingpladsen i hovedet. Lidt uden for Egernsund i tilslutning til en lille marina og en havnerestaurant fandt jeg campingpladsen. Marina Minde Camping. Jeg var fremme kl. 17 og checkede ind på havnekontoret og fandt min teltplads et kvarter senere. Op med telt, brusebad og barbering. Kl. 19 droppede jeg ind på restauranten og guffede en græsk-grillplatte (god!) og et par Flensburger Pilsener. Tilbage og tørne ind ved 21-tiden.

Mandag 26/4 - Gendarmstien - Etape 4 – Egernsund - Broagerland

Det regnede i flere omgange i løbet af natten. Op kl. 7:30 til en let morgenmad bestående af frugt. Havde besluttet at brunche i Broager. Kl. 9 indløste jeg depositum for chipkortet, der gav adgang til campingpladsens faciliteter. Det var overskyet og diset. Ingen vind og ingen nedbør. 13 grader. Av, fødderne var vabel-ømme men godt tilplastret gik det derudad i godt tempo ind til Broager.

Fyr på Broagerland
(etape 4)
Fyr på Broagerland
(etape 4)

Sti ind mod Broager
(etape 4)
Sti ind mod Broager
(etape 4)

Jeg svingede fra stien og op i byen, hvor det endelig lykkedes at finde en SuperBrugs. Proviant + brunch i form af bagerens bedste kalkunsandwich. Kl. var 10 og 20 min. senere på farten igen. Broager lå højt med den markante kirkes 2 tårne gemt i stilladser, så nu gik det ned ad igen mod stranden. De næste km var præget af at Broagerland har noget meget finkornet ler, som i forne tider gjorde at teglværkerne lå på stribe langs stranden. Og et af disse er bevaret som minde/museum. Derudover var afgravninger i landskabet og masser af teglsten på stranden afslørende for teglværksaktiviteterne (ligesom en masse info-tavler var det ;-). Dem var der en 10 stykker af inden for et par km, så det gik lidt i ryk da jeg lige måtte læse dem alle, nu jeg var begyndt på "føljetonen" ved den første.

Cathrinesminde Teglværks Museum
(etape 4)
Cathrinesminde Teglværks Museum
(etape 4)

Stiforløb efter Brunsnæs
(etape 4)
Stiforløb efter Brunsnæs
(etape 4)

Stien fulgte nu stranden i sand og det er hårdt at gå i med ca. 20 kg på ryggen, da man synker godt ned samt at foden kan vrikke i begge retningen og man har dårligt afsæt. Kort efter gik det god op i landet igen ad gode grusveje og småveje. Kl. 13:30 var det tid til en længere pause (sagde fødderne). Skæbnen ville at jeg lige var kommet ned til vandet igen, hvor der tæt ved stranden stod et gammelt skur med halvtag og bænk. Godt sted til en pause. Og jeg havde lige sat mig, da der kom en stille byge. Den var ovre på ca. 30 minutter, og selvom skyerne så lidt tunge ud skulle det vise sig at være den eneste regn jeg fik i samtlige 6 aprildage jeg vandrede. Meget heldigt sluppet.

Videre et par km ad en jordsti lige ovenfor stranden. Der var stadig et stykke vej til målet, så lige nord om Kragesand (sydligste punkt på Broagerland) valgte jeg en alternativ rute for at undgå at skulle gå 2½ km på stranden i sand. Min rute gik ad små veje og stødte igen til stien efter et par km. Næste stop var i en skov - Skelde Kobbelskov - jeg hjemmefra havde planlagt til dagens mål, men gårdagens ekstra "ryk" frem til Egernsund gjorde at jeg sigtede på en campingplads 3 km nordligere. Lige før skoven havde jeg fået dagens første solskin i 5 minutter, men nu var det igen overskyet og diset, så selvom mit pausested i skoven var på et godt udsigtspunkt øverst på en høj lerklint, så kunne man kun skimte Dybbøl Mølle øverst på Dybbøl banke og Sønderborg i det fjerne.

Efter skoven var der ved at være udsolgt, så jeg slæbte mig de sidste 3 km frem til campingpladsen. Jeg var fremme kl. 17. Den var "kun" 2-stjernet, men det er alligevel bedre end en skovplads uden faciliteter. Kiosken var dog ikke særligt velforsynet, som jeg ellers havde håbet på, så aftensmaden var 4 bananer fra broager-indkøbet suppleret med en pakke chokoladekiks og 1 liter æblejuice.

Afslapning i teltet og "indtørning" kl. 20:30.

Tirsdag 27/4 - Gendarmstien - Etape 5 – Broagerland - Sønderborg

Det regnede igen om natten - en stille med vedvarende regn. Ud på morgenen holdt det op og lidt vind rystede det værste regn af teltet. Morgenmaden blev smalkort (kakaomælk og 2 bananer) med håb om brunch i Vemmingbund 5-6 km ude ad dagens rute. Kl. 9:15 var der afgang. Det startede med en flot og dramatisk sti på kanten af nogle høje lerklinter. Det var fra disse klinter ved Gammelmark at preusserne i 1864 med deres dengang moderne riflede kanoner kunne skyde tværs over Vemmingbund bugten og sønderbombe de danske skanser på Dybbøl. Og Dybbøl Mølle stod også "klart i sigtet".

Klinten ved Stensigmose
(etape 5)
Klinten ved Stensigmose
(etape 5)

Dybbøl i sigtekikkerten
(etape 5)
Dybbøl i sigtekikkerten
(etape 5)

Det var overskyet men nogle enkelte gange kiggede solen igennem. Efter skrænterne var det ned på stranden og ca. 1 km på selve stranden i sandet. Det skulle være den længste strandpassage i sand, så man fandt hurtigt ud af at gå helt nede i vandlinien hvor sandet var mest kompakt, så man ikke sank ned.

Fremme i Vemmingbund by måtte jeg sande, at byen først åbner kl. 16, så det var så som så med brunch. Så lige efter byen kl. 11 var der pause og en ½ plade Marabou chokolade måtte gøre det ud for brunch. Videre kl. 11:30 ad en god sti - nu ikke længere på Broagerland. Der var dog stadig større og mindre skrænter ned mod vandet, men de fleste steder var man skærmet af en buskbevoksning. En fordel ved april var, at man stadig havde udsigterne for når først løvet er fuldt udsprunget mister man havudsigten mange steder.

Solstrejf over Vemmingbund
(etape 5)
Solstrejf over Vemmingbund
(etape 5)

Stiforløb lige syd om Dybbøl by
(etape 5)
Stiforløb lige syd om Dybbøl by
(etape 5)

Meget af min vandreferie handler om det at vandre - være undervejs - så det er ikke så meget de enkelte seværdigheder man siksakker mellem, da seværdigheden er den varierende natur man går i. Men én større seværdighed var dog planlagt at jeg skulle bruge nogle timer på, og kl. 12:15 ledte stien direkte ind i den. Det er Dybbøl skanserne fra 1864 og det tilhørende historiecenter. Jeg ankom midt i skanse 1, som var den yderste på venstre flanke ud mod Vemmingbund. Og ret beset er der ikke meget tilbage, da de preussiske bombardementer jævnede skanserne delvist og efter sejren sløjfede de dem fuldstændigt. Der er kun rester af betonkrudtmagasinerne og nogle fundamentrester fra blokhuse tilbage. Omridset af skanserne er senere opmarkeret med hvide betonsten i græsset - den såkaldte ildlinie. De skanser man ser jordvolde af i Dybbøl området er de senere skanser preusserne opførte efter krigen i 1864.

Skanse 1 på Dybbøl, ruin af krudtmagasin til venstre
(etape 5)
Skanse 1 på Dybbøl, ruin af krudtmagasin til venstre
(etape 5)

Skansediorama på Dybbøl Historie Centret
(etape 5)
Skansediorama på Dybbøl Historie Centret
(etape 5)

Fra skanse 1 steg man op i terrænet til skanse 2 og videre op til Historiecentret. Erling og jeg var på vores tur-de-Jylland i 1989 også forbi Dybbøl Mølle og Sønderborg - og inde og se samlingerne. Men Historiecentret blev først opført i 1992, så det havde jeg ikke oplevet før. Og centret er godt i gang med at fuldføre en rekonstruktion af en dansk skanse i fuld størrelse, inkl. kanonrekonstruktioner. Så der var masser at se på og opleve. Først ser man en 16 min. film om optakten til stormdagen den 18. april 1864. Dernæst kommer man forbi dioramaet med en model af en løbegrav. Så kommer man ud på den rekonstruerede skanse og ser andre rekonstruerede bygninger og effekter. Man slutter af med en 17 min. film om selve stormdagen.

Rekonstrueret kanon på plads i skansen på Historiecentret
(etape 5)
Rekonstrueret kanon på plads i skansen på Historiecentret
(etape 5)

Udsnit af den rekonstruerede skanse
(etape 5)
Udsnit af den rekonstruerede skanse
(etape 5)

Ca. kl. 15 gik vejen forbi Dybbøl Mølle ad stier ned til stranden så jeg "fangede" Gendarmstien igen. Herefter gik det i ro og mag ind til Sønderborg og man kom ind i bymæssig bebyggelse bogstaveligt talt ud af en preussisk skanske nr. 6. Krydsede over broen til Als og forbi Sønderborg Slot var jeg kl. 16:20 var jeg ved Sønderborg Camping og checkede ind. Telt op, bad + barbering og kl. 17:30 gik jeg den km der var ind til Sønderborg centrum. Første "bøfrestaurant" så lidt for "posh" ud til en vandrer i sandaler - så valget faldt på en glimrende italiensk restaurant, Da Nico, og jeg fejrede min sidste aften på vandringen med minestrone, bøf i pebersauce og tiramisu skyllet ned med en ½ flaske huset og en kaffe med grappa. Mums. Jeg var også lidt brødflov, som det fremgår af beretningen herover. Retur til camping og se lidt tv i tv-stuen. Lidt tv fra Søren Ryges have er jo altid noget man kan holde ud at se - jeg fik også lige nyhederne om regeringens kommunalreformudspil med og en vejrudsigt, og tørnede så ellers ind 21:30.

Dybbøl Mølle
(etape 5)
Dybbøl Mølle
(etape 5)

Sønderborg Slot og havnefront
(etape 5)
Sønderborg Slot og havnefront
(etape 5)

Onsdag 28/4 - Gendarmstien - Etape 6 – Sønderborg - Høruphav - Fynshav

Da jeg vågnede ruskede det godt i teltet og dugen var for første gang knastør fra morgenstunden. Dejlig, så slap jeg for at slæbe de ekstra gram vand med som ellers er pakket ned sammen med teltet hver morgen. Det var solrigt fra morgenstunden, men køligt pga. blæsten. Kl. 9 var teltpakket og jeg havde tjekket ud. Var dog nået 200 m. ud ad ruten, da jeg kom i tanke om at jeg ikke havde fået udleveret campingpasset. Så tilbage igen.

Udsigt fra Sønderskov mod Broagerland
(etape 6)
Udsigt fra Sønderskov mod Broagerland
(etape 6)

Zoomet ind mod Gammelmark klint på Broagerland
(etape 6)
Zoomet ind mod Gammelmark klint på Broagerland
(etape 6)

Først via en strandpromenade og dernæst et længere stykke i Sønderskov på gode stier til fuglekvidder. Kl. lidt over 10 en kort pause, hvor "benene" i bukserne blev afmonteret, da solen nu havde godt fat og man gik en del i læ. Lidt åbent markland og sluttelig lidt skov og i byen Høruphav sluttede Gendarmstien i udkanten af skoven ind mod byen ganske undseeligt. Kl. 11 var jeg "færdig" på Gendarmstien.

Udsigt fra Sønderskov
(etape 6)
Udsigt fra Sønderskov
(etape 6)

Vejforløb lige efter Sønderskov
(etape 6)
Vejforløb lige efter Sønderskov
(etape 6)

Resten af dagen skulle gå med at finde op til Fynshav for at tage hjem over Fynshav-Bøjden færgeforbindelsen. Problemet var, at et kort over Als var det eneste jeg ikke havde fået printet og fået med. Men jeg fandt et oversigtskort i Høruphav over Sydals Kommune, som dog ikke gik nordligt nok til at have Fynshav med. Jeg tegnede en kortskitse i hånden over hvordan jeg mente at kunne huske jeg skulle på tværs af Als. Herefter gik turen ned til SuperBest bageren og en brunch med 2 af deres bedste frikadellesandwich og lidt bagværk til senere på dagen.

Kl. 11:30 gik der så derudaf. Jeg regnede med at kunne nå frem til Fynshav til kl. 16-færgen, men jeg var lidt usikker på afstanden. Så jeg gik rask til. Nordligt ud af Høruphav til Kirke-Hørup (kirken slog 12 som jeg gik forbi), videre gennem Mjang, Mjanghøj forbi Gammelgård til Tovrup. Kl. var 13:15 og det var så lang mit håndtegnede kort rakte. Tog et kvarters pause. Jeg stod i en korsvej og tog et sats at skulle nordpå til Asserballe. Et ældre par på gåtur kunne senere bekræfte at jeg var på rette vej og give mig instruktion og det sidste af min færd. Efter Asserballe var der sølle 4 km ad hovedvejen ned til Fynshav. Jeg tog en pause i en grøftekant inden dette sidste stræk og godt mørbanket stod jeg så kl. 15:10 i god tid på havnen i Fynshav.

Udsigt fra grøftekant på Als
(etape 6)
Udsigt fra grøftekant på Als
(etape 6)

Ahh fødderne op
(etape 6)
Ahh fødderne op
(etape 6)

Jeg fik købt billet og skiftet ud af vandrertøjet af hensyn til mine medrejsende. Kl. 16 afgik færgen planmæssigt og 50 min. blev der lagt til i Bøjden. Jeg skulle med bus til Nyborg. Det tog lige ved 1½ time via Faaborg, Korinth, Kværndrup, Gislev, Ørbæk, Nyborg. Hurtig omstigning til IC tog i Nyborg. Skift til S-tog i Valby. Skift til bus 334 i Stenløse og jeg stod hjemme kl. 21:15.

Slut på vandreferie. Hvad bliver næste projekt. Tja jeg fik masser af idéer de sidste km ind mod Fynshav. De får lov at simre og måske bliver nogen realiseret før end jeg aner det. Jeg skal vel også lige have en uges ferie i løbet af september-oktober, så hvem ved?

Diverse adresser og links

Kruså Camping og Hytter, Åbenråvej 7, 6340 Kruså. Tlf. 74671206
Marina Minde, Mindevej 20, 6320 Egernsund. www.marinaminde.dk
Spar Es Camping, Skeldebro 32, 6310 Broager. Tlf. 74441418
Sønderborg Camping, Ringgade 7, 6400 Sønderborg. www.sonderborgcamping.dk
Historiecenter Dybbøl Banke. 6400 Sønderbørg. www.1864.dk
fredag d. 30 apr. 2004
www.jorras.dk