www.jorras.dk

Malaysias flag Borneo - Sabah, Malaysia - Juli 2002 (Del 1 af 2) Sabahs flag

Dette er beretningen om min tur til Borneo juli 2002, nærmere bestemt Sabah, som er en delstat i Malaysia. Borneo er jo delt i en malaysisk og en indonesisk del. Beretningen tager udgangspunkt i de ting jeg oplevede og lagde vægt på.

Sabah, Borneo

Rejsen var arrangeret af rejsebureauet Topas og på rejsen deltog i alt 16 personer.

Rejsens grundpris var inkl. afbestillingsforsikring kr. 16.879. Oveni løb så penge til rejseforsikring på kr. 884, udstyr, bl.a. et par nye støvler, vaccinationer (japansk hjernehindebetændelse, tyfus, hepatitis A), piller til forebyggelse af malaria (malarone) og endelig de lommepenge man skulle bruge på turen, så vi er over kr. 20.000.

Jeg rejste sammen med Gunvor og Per, og de øvrige rejsefæller var: Claus og Irma Jensen, Glostrup - Thomas Poulsen og Christina Clausen, København Ø - Anne Vivike, Frederiksberg - Tove og Lone Madsen, Svendborg - Jørgen, Else og Anders Skov, Søborg - Susan Bengtson, København N - Gino De Palo og Jackline Watz, Albertslund.

Aftenudsigt ved Kg. Kiau
Aftenudsigt ved Kg. Kiau

Mount Kinabalu south peak
Mount Kinabalu south peak

Kinabatangan floden
Kinabatangan floden

Oversigt over dage i beretningen:
 
Del 1
Dag 1 - Mandag 15.7 - Udrejsedag
Dag 2 - Tirsdag 16.7 - Ankomst, Kota Kinabalu
Dag 3 - Onsdag 17.7 - Kiau
Dag 4 - Torsdag 18.7 - Junglevandring ved Kiau
Dag 5 - Fredag 19.7 - Lobong Lobong
Dag 6 - Lørdag 20.7 - Mt. Kinabalu Park HQ
Dag 7 - Søndag 21.7 - Opstigning til Laban Rata
Dag 8 - Mandag 22.7 - Bestigning af Mt. Kinabalu

 
Del 2
Dag 9 - Tirsdag 23.7 - Ankomst Sukau
Dag 10 - Onsdag 24.7 - Kinabatangan River
Dag 11 - Torsdag 25.7 - Fra Sukau til Sepilok
Dag 12 - Fredag 26.7 - Orangutan i Sepilok
Dag 13 - Lørdag 27.7 - Turtle Island
Dag 14 - Søndag 28.7 - Tilbage til Kota Kinabalu
Dag 15 - Mandag 29.7 - Solferie på Sapi Island og shopping
Dag 16 - Tirsdag 30.7 - Riverrafting på Padas River
Dag 17 - Onsdag 31.7 - Hjemrejse
Dag 18 - Torsdag 1.8 - Ankomst CPH

Makak-abe ved Sepilok
Makak-abe ved Sepilok

Orangutan ved Sepilok
Orangutan ved Sepilok

Babyhavskildpadde i udklækningscentret på Turtle Island
Babyhavskildpadde i udklækningscentret på Turtle Island

Dag 1 - Mandag 15.7 - Udrejsedag

Der var afgang med flyet kl. 11.30 fra lufthavnen, og da det var hverdag var der så ingen problemer at komme med det offentlige til lufthavnen. Bus 334 fra Ganløse til Farum, S-tog fra Farum til Østerbro, hvor jeg skiftede over i Øresundstoget. Gunvor kom tilfældigt op i samme vogn på Nørreport, så vi kunne følges til lufthavnen. Per mødte vi ved Meeting Point kl. 9.00.

Inden vi checkede bagagen ind fik jeg hævet nogle kontante US Dollars i Nordea.

Flyet afgik planmæssigt kl. 11.30. Vi fløg med Singapore Airlines. Der er ca. 12 times flyvetid til Singapore, som var første stop. Tidsfordrivet var film og tv-serier på vores personlige små tv-skærme. Jeg forsøgte også at få et par timers søvn, da der blev lavet "kunstigt nat" i flyet for at indhente den 6 timers tidsforskel Singapore er foran - men det blev kun til afslapning med lukkede øjne, da jeg ikke var træt endnu. Jeg måtte dog finde en fleecetrøje frem, da det var meget koldt i flyet.

Dag 2 - Tirsdag 16.7 - Ankomst, Kota Kinabalu

Kort tid inden vi ankom til Singapore var der meget kraftig turbulens, så alt hoppede og rykkede. Ellers havde det været en rolig flyvning.

Vi ankom til Singapore lidt i 6 lokal tid. Bagagen havde vi i København checket direkte ind til Kota Kinabalu på Borneo, så vi skulle ikke bakse med den. Vi kunne checke ind direkte. Vi havde derefter ca 4 timer at fordrive i lufthavnen indtil vores fly afgik mod Borneo i følge planen kl. 10.05. Allerede kl. 9.30 skulle vi dog være ved gaten.

Ca kl. 6.30 fandt vi et sted at stikke næsen udenfor i fri luft, og selv på dette tidlige tidspunkt lige efter solopgang var varmen allerede tung og fugtig, måske 25-30 grader. Skarp kontrast til den iskolde og tørre luft i flyet.

Med ca 5 min. forsinkelse afgik flyet til Kota Kinabalu. Vi fløj nu med Malaysian Airlines. Lidt over 2 timer senere landede vi i Kota Kinabalu.

Vi havde endnu ikke officielt mødt vores rejsekammerater omend vi jo havde siddet i samme fly. Og vi havde heller ikke Topas' guide med fra Danmark. Så efter at vi var kommet igennem pas og papirarbejdet for at komme ind i Malaysia/Sabah i Kota Kinabalus lufthavn, blev vi nu mødt af Topas' turleder Kristine Korsgaard.

Vi kom nu ud i Kota Kinabalus stegende middagshede. Vi blev læsset op i en aircon (air conditioneret) bus, og kørt til vores hotel i det centrale Kota Kinabalu. Hotellet hedder Winner Hotel (P.O.Box 11134, 88812 Kota Kinabalu, Sabah, Malaysia, fax 215546).

Per og jeg blev indkvarteret på et værelse og Gunvor på værelset ved siden af. Udmærket værelse, dog virkede vores aircon ikke. Og vi havde kæledyr på værelset i form af et par kakkelakker på badeværelset. Nå men de gør nu ingen fortræd.

Efter indkvarteringen fik vi lidt briefing af Kristine, og kunne samtidigt rigtigt se vores nye rejsekammerater an. Præsentationer blev dog udskudt til en senere lejlighed.

Kristine opfordrede os nemlig til hurtigt at komme ud i byen og få vekslet US Dollars til malaysiske Ringgit, samt at få købt frimærker og postkort. De næste mange dage ville vi nemlig ikke komme til byer, hvor der var disse muligheder. Vi fik som foreslag at omveksle ca. 250 US Dollars.

Malaysiske Ringgit Malaysiske Sen mønter

Gunvor, Per og jeg gik i samlet trop ud og ledte efter en rigtig bank, hvor vi kunne veksle vores kontakte dollars. Men de banker vi kom ind i ville ikke veksle kontanter, kun tage credit cards. En venlig dame, som var kunde i en af bankerne viste os godvilligt til en pengeveksler i et nærliggende butikscenter: Centre Point.

Så var der tanket op med Ringgit. Til de hurtige omregninger til kroner, gangede vi beløbet i Ringgit med 2.

Malaysiske frimærker

Tiden var så fremskreden, at vi ikke kunne nå at komme på posthuset for at købe frimærker. Men vi fandt heldigvis en kiosk efter et par forsøg, der solgte frimærker. Frimærker og postkort er ikke lige så stor en turistting i Malaysia som i Europa.

Der blev herefter købt vand til næste dag. Vi gik herefter fra det airconditionerede Centre Point center ud i den fugtige hede og videre ned til havnen. Her lå et fiske- og grønsagsmarked. Flot og indbydende.

Vi gik tilbage til hotellet og tog et bad. På denne eftermiddag selvom man ikke har lavet fysisk krævende ting havde sveden stille og roligt løbet konstant af mig, da jeg endnu ikke var vænnet til temperaturer over 30 og høj luftfugtighed.

Der var fælles aftensmad på hotellet for hele gruppen. Menuen var kinesisk mad. Efter middagen udleverede Kristine myggenet til hver af os, som skulle anvendes ved overnatninger på turen, hvor der var mulighed for malariamyg på værelserne. Ca kl. 20.45 gik vi til værelserne og tørnede ind.

Da aircon på vores værelse jo ikke virkedede var det en dårlig nat, da jeg konstant svedte - temp. må have været mellem 25-30 grader. Søvn fik jeg dog heldigvis lidt af pga. jetlag.


"Skoparkering"

En udbredt skik i store dele af Asien, og også i Sabah, var at uanset om man er kristen, muslim, hindu, buddist el.a - så tager man sko og sandaler af inden man går ind i folks huse. Det gjaldt på hotellet i Kota Kinabalu og i alle andre hjem og huse vi kom i på resten af turen, og det blev hurtigt til en refleks at sparke sine sandaler af inden man gik ind.

Dag 3 - Onsdag 17.7 - Kiau

Vores morgenmad på hotellet bestod af æg, pølser og toast og var vores sidste "vestligt inspirerede" morgenmad i et stykke tid.

Efter morgenmaden blev vi afhentet af en aircon bus. Vi kørte ud af Kota Kinabalu med retning mod bjerglandsbyen Kiau i Mount Kinabalu området, som skulle være vores hjem de næste par dage. Først 2 timer af asfaltveje i vores dejlige aircon bus og dernæst omstigning til 2 jeeps og 1 times køretur af ujævne veje. Der skulle havde været 3 jeeps, men en var ikke mødt frem, så vi sad klemte sammen med bagagen på ladet af de 2 jeeps.

Allerede ved skiftet fra bus til jeeps mærkede vi et temperaturskifte. Fra de over 30 grader og fugtig varme i Kota Kinabalu til ca. 25 grader. Vi var også kommet op i ca. 1000 meters højde. Behageligt.

På vej til Kiau
På vej til Kiau

Vi arbejder os opad i højlandet
Vi arbejder os opad i højlandet

Små poder på vej hjem fra skole
Små poder på vej hjem fra skole

Vi bumpede afsted i vores jeeps og ankom til Kiau. I tilknytning til den lokale romersk-katolske kirke i byen lå der et gæstehus. (Herefter benævnt: vores hus). Vi blev installeredet i vores hus i 4 personers værelser med køjesenge. Per, jeg, Gino og Jackline i vores værelse.

Efter indkvarteringen blev vi hentet af Sopinggi, som de næste mange dage var vores guide. Sopinggi er officiel Mountain Guide af erhverv, men havde også et lille landbrug med ris og andet på skrænterne udenfor Kiau. Indbyggerne i Kiau hører til Dusun folket.

Topas har sålænge de har haft Borneo turen på deres program valgt at lægge overnatningerne i en lokal landsby, som så får indtægten på de overnattende turister. Det giver et økonomisk tilskud til det lille samfund ud over landbrug og arbejde som mountain guides. At lave mad til turisterne går også på skift i Kiau, så indtægterne kommer flere familier til gode.

Vi gik 100 meter ned i byen til et stort hus. (Herefter kaldet: spisehuset). Siddende på gulvet blev der disket op med først en suppe, dernæst ris med tilhørende retter og til desert små bananer.

Vores
Vores "spisehus" i Kiau

Turisterne
Turisterne "bænket" til frokost

Vi gik herefter tilbage til vores hus og skiftede fra sandaler til vandrestøvler. Vi skulle på en 2 timers vandring i området ved landsbyen. Inden vi skulle afsted var der kommet en tropisk eftermiddagsskylle, så stierne/sporene var våde og fedtede. Vi gik op på et udsigtspunkt, hvor man kunne se ud over bjergkæden Crocker Range. Hele vores vandring foregik i kulturlandskabet ved landsbyen. Denne 2 timers tur op og ned rundt om landsbyen gav en lille forsmag på næste dags vandring.

Om aftenen gik vi igen ned til spisehuset og fik det efterhånden faste måltid bestående af suppe, ris med tilhørende retter og desert i form af frugt. Denne gang med ananas til desert. Fordelen er selvfølgelig at alt produceres lokalt i landsbyen. Dog havde landsbyen en lille forretning lige ved siden af kirken og gæstehuset, hvor man kunne købe varer der var hentet i større byer.

Efter aftensmaden kom Sopinggi med de andre mountain guides, samt et par notabiliteter fra landsbyen, bl.a. head of town counsil. De og vi præsenterede sig herefter på skift ved at man rejste sig, sagde sit navn, alder og hvad en profession var.

Dernæst introducerede Sopinggi risvinen (båret ind i krukke, dunk og siden plastikspande). Han fortalte at det var skik at alle drak risvin på omgang fra samme glas. Der blev skænket risvin i glasset svarende til 2 fingres højde. Glasset skulle herefter tømmes og hvis der var dråber tilbage, som dryppede i håret, skulle man have en opfyldning til.

Det smagte ikke specielt hverken godt eller dårligt, nærmest en gærsmag, og det var svært at bestemme styrken.

Efter en runde blev der skænket i glas til alle. Aftenen udviklede sig med at de lokale spille og sang. På et tidspunkt førte Gunvor an i "Kvinde min" og vi andre istemte.

De andre i rejseselskabet faldt efterhånden fra og gik hjem i seng. Gunvor, Per og jeg, samt Kristine (som efter eget udsagn skulle holde ud til sidste turist bukkede under) var de sidste der holdt ud til ved 23-tiden.

Udsigt over landsbyen - Kiau
Udsigt over landsbyen - Kiau

Vores
Vores "hjem" til tv. og kirken th. I baggrunden Mount Kinabalu.

På trods af den (for mit vedkommende) farlige mængde risvin kunne jeg dog stadig gå nogenlunde lige op til gæstehuset. De lokale havde vist sværere ved ikke at blive beruset, for der var nogle der var pænt tillakkede. Men det havde været en sjov og hyggelig aftenen, med mellemfolkelig udveksling af skåle. Lærte bl.a. at man lokalt hilser med at presse højrehånds tommelfingre sammen.

Drak en masse vand inden sengetid for at mindske skaderne.

I Kiau findes hele 4 religioner, som lever fredeligt side om side, og som kan finde ud af at få landbyen til at fungere. Romersk-katolske kristne, protestantiske kristne, muslimer og den oprindelige naturreligion. Hver deres kirker. Også i den næste landby (se senere) Lobong Lobong, levede kristne og muslimer - 50/50 i antal - i fred og fordragelighed.

Dag 4 - Torsdag 18.7 - Junglevandring ved Kiau

Op til morgenmad i spisehuset kl. 8. Lidt eftervirkninger efter risvinen var at spore, men det fortog sig efter en time. Morgenmaden stod på stegte nudler og ris, samt bananer.

Hvor vi ikke kunne købe vand på flasker, eller der var lavet kogt vand til os, måtte vi selv fylde vores vandflasker v.hj.a Topas' vandfilter. Dette vandfilter havde Kristine med, og et fast ritual var at der blev fyldt vand fra vandhane op i et fad eller spand, og så pumpedes vandet ned i egne vandbeholdere, flasker o.lign. Vandfilteret fjernet i et keramisk filter urenheder og bakterier fra vandet.

Kl. 10 var der afgang. Vi havde pakke vores dagtursrygsæk med vand og regntøj, og var iført vandrestøvlerne.

Første halvanden times tid gik turen på stier og spor i kulturlandskabet ved landsbyen, dvs. "markerne" rundt om byen. Markerne var små frimærker med ryddet jungle gennem svedjebrug. De blev opdyrket med ris og andre afgrøder et par år, hvorefter de fik lov at ligge i 8 år og springe i jungle igen, før de påny blev taget i brug.

Herefter kom vi ind i højlandsjunglen. Vi gik i ca. 1000 - 1300 meters højde. Det gik op og ned af smalle spor med fedtede mosbeklædte sten, fedtet jord og fedtede rødder - så man måtte koncentrere sig fra først til sidst om ikke pludseligt at være på vej ud over en skrænt. Flere satte dig da også på halen, men jeg slap heldigvis.

Jeg svedte så meget at jeg var gennemblødt, ikke fordi det var så varmt, vel 20 - 25 grader, men luftfugtigheden var høj og man gik i skygge, så der var begrænset fordampning.

Der var som regel stejlt ned til den ene side og terrænet gik: Ned ned ned til en flod og så op op op ad skrænten på næste side, og så ned ned ned igen. Vores vendepunkt på vandringen var en stor flod, hvor vi var blevet fortalt at vi kunne bade - men vandet var iskoldt og kun et par stykker skulle i.

Hytte på marken i junglen
Hytte på marken i junglen

Per og Gunvor på vej hjem fra jungleturen
Per og Gunvor på vej hjem fra jungleturen

Vandløb krydses på bambusbro
Vandløb krydses på bambusbro

Frokosten var sandwiches, som blev indtaget ved dette vendepunkt ved floden. Midt i frokosten kom der en gevaldig tropisk skylle og alle fik regntøjet frem i en fart.

Efter skyllen var temperaturen nærmere de 20 grader. Jeg gik med regnjakken som et slag, så også rygsækken var i ly for regnen. Nu blev sporene i junglen endnu mere fedtede - som brun sæbe - så det var anstrengende terræn. Vi gik ikke tilbage af samme vej i junglen, men fra kulturlandskabet blev nået var det samme vej hjem som ud.

Det havde været op og ned, fedtet, smalle stier, flere steder klatring på alle fire, firende sig ned eller trækkende sig op i rødder. Men jeg havde ikke fået vabler, ingen ømhed og var ikke træt. Vi var retur ved 16-tiden.

Dagens store samtaleemne var igler. Alle havde fra start strømperne ud over bukserne, men iglerne bed alligevel igennem. Jeg fik et par iglebid, som man ikke mærkede, men eftervirkningen var et lille bidesår, hvor blodet ikke koagulerede. Så det fossende blod så mere dramatisk ud en det var. Andre var hårt ramte af igler, da deres strømper havde været for lette at gennemtrænge for iglerne. Iglerne og deres bid er harmløse i sammenligning er danske skovflåter mere farlige som bærede af borelia bakterien. Dog skal man selvfølgelig rense bidene omhyggeligt.

Støvlerne var pladrede fra top til tå, men de blev aldrig gennemblødte. De blev skyllet grundigt under en vandhane.

Om aftenen var der vanlig samling i spisehuset (ris m. retter, ananas). Der var ikke flere specielle arrangementer i forlængelse af aftensmaden, så vi gik tilbage til gæstehuset og fordrev aftenen på terressen under huset. Natten var kølig og jeg måtte have et tæppe over silkelagenposen.

Dag 5 - Fredag 19.7 - Lobong Lobong

Var oppe kl. 6.30 og fik et koldt bad og blev barberet ved vandposten. Vi pakkede rygsækkene, så der var klar til transport. Morgenmad i spisehuset kl. 8 (ris m. retter, ananas) og afsked med vores værtsfolk.

Kl. ca. 9 kom en bil og rygsækkene blev smidt på ladet.

Pitstop hos gammel kone der solgte ananas på vej til Lobong Lobong
Pitstop hos gammel kone der solgte ananas på vej til Lobong Lobong

Udsigt - læg mærke til de brune felter på skråningerne - det er rydninger til marker
Udsigt - læg mærke til de brune felter på skråningerne - det er rydninger til marker

Vi kunne vælge 2 ruter til den næste landby, hvor vi skulle overnatter kommende aften: En svær og en let - lige lange. Alle pånær et par stykker tog den lette. Lette var kun i den forstand, at den gik af vej og brede stier - omend der var nogle smalle spor flere steder. Solen bagte og det var bravt lunt. Vi havde vel gået et par timer, hvorefter vi kom til en flod, som var mødested med dem som tog den svære rute.

Vi benyttede lejligheden til at bade i floden. Koldt men forfriskende, og Sopinggi og de andre guides havde indsamlet ananas på vandringen og huggede disse til i portionsbidder med deres macheter.

Efter en lille time ved floden gik det op til landsbyen Lobong Lobong. Hele vejen fra Kiau havde ellers været nedad et fald på 500 højdemeter, men det sidste stykke fra floden til Lobong Lobong gik stejlt op ad.

Når vi vandrede kunne vi klæde os, som vi mente det var hensigtsmæssigt. Men i landsbyerne blev vi af Kristine bedt om at gå med lange bukser, og ingen strop t-shirts. Malaysia er jo en muslimsk stat, omend Kiau og Lobong Lobong både har muslimske og kristne indbyggere.

I Lobong Lobong blev vi ført til et hus, hvor vi skulle have frokosten. Suppe, ris m. retter og ananas. Og en lokal borneosk cola.

Efter frokosten blev vi fordelt på lokale familier. Gunvor skulle bo hos en rig muslimsk familie og blev hentet af en af familiens døtre.

Hvor indkvarteringen i Kiau var samlet i et gæstehus, blev vi i Lobong Lobong fordelt ud på lokale famlier. De går på skift i landsbyen, hvem som indkvarterer turister, så alle får en chance for at få del i indtægterne fra turisterne. De enkelte familier indkvarterer og bespiser så selv turisterne efter de muligheder den enkelte familie har - rig eller ikke-rige.

Per og jeg blev indkvarteret hos en familie, som ikke kunne engelsk (til en start i hvert fald). Så kommunikationen skete gennem smil og fagter. Vi fik et værelse på husets første sal med 2 senge.

Vores værelse hos vores familie
Vores værelse hos vores familie

Vores families hus. Vi boede på 1. salen
Vores families hus. Vi boede på 1. salen

Det var konen i familien, som hentede os men hun forsvandt ind i sit køkken straks vi ankom. Manden var travlt beskæftiget med at gøre orden rundt om huset, med at rive tørt materiale sammen og brænde det af. Der løb også en lille purk rundt.

Så vi parkerede oppakningen. Tjekkede også lige de sanitære faciliteter, som var et sædvanligt hug-toilet i et lille skur, med en spand som man hentede vand i og skyllede ud med.

Vi skulle også lave en aftale om hvad tid vi skulle have aftensmad. Så vi gik ned til konen. Via fagter lod vi hende forstå, at vi ville vide hvornår vi skulle spise, så hun hentede et ur, og jeg pegede på kl. 19 og hun nikkede. Bagefter var vi lidt i tvivl om, hvorvidt familien nu plejer at spise kl. 19 eller vi havde bestilt det til kl. 19 ved at pege.

Kl. 15 gik vi ned til det hus vi spiste frokost i. Per, Thomas og dermed Kristine havde som de eneste valgt at ville tage en 3 timers vandring ud af byen. Men for 3. dag i træk kom der kraftige tropiske skyller midt på eftermiddagen.

De fremmødte blev hængende lidt for at se regnen an. Per og Thomas droppede at tage på vandreturen. Flere havde snakket om at gå ned til floden på den anden side af byen til en lidt større pool end før frokost.

Regnen fortsatte dog i lårtykke stråler. Et lille hold turister tog regntøjet på og gik på jagt efter byens 2 kiosker for at tjekke snacks eller drikkevarer. Nr. 1 kiosk var lukket og da vi i silende regn nåede til nr. 2 kom der en kone og åbnede den for os. De havde dog ikke noget i snack eller drikkevare afdelingen, så vi gik igen. Vi stod lidt og ventede mens Kristine undersøgte om der var forsyninger andetsted. Ingen gevinst. Mens vi ventede samlede der sig en masse fnisende børn.

Vi gik tilbage til huset. Regnen holdt inde. Kun jeg var stadig frisk på en tur til floden. Kristine og Jackline gik dog med. Ca 15 min ned til floden af en stejlt faldende vej. Det kraftige regnskyl havde fået floden til at svulme. Jeg plaskede rundt i en pool lidt fra den kraftige strøm i 10 minutter. De 2 andre skulle dog ikke i. Herefter gik vi op til landbyen igen.

I huset havde turisterne spillet kort og underholdt en masse børn.

Per og jeg gik tilbage til vores familie. Vi fik sat myggenet op på værelset. Jeg satte mig ud på første sals terrasse og skrev lidt i dagbogen. Mens jeg sad her kom en ung mand og præsenterede sig som Kenny - søn af huset. Han talte engelsk, gebrokkent men forståeligt. Han ønskede os velkommen. Efter lidt snak gik han kortvarigt og kom tilbage med 5 fotoalbums. Vi bladrede dem igennem, mens Kenny kommenterede. Mest fremtrædende var hans store fodboldinteresse. I det store rum på første salen stod der også en række pokaler. Ellers var det familie og venner i skolen eller på ferie. Han studerede selv på en skole, hvor han boede på hostel. Han studerede "economic science".

Han forlod os, så vi kunne gøre klar til middagen kl. 19.

Vi kom ned og blev bænket på taburetter ved et bord. Kun Per og jeg, samt Kenny satte sig ved bordet. Middagen var ris, grønne bønner i æg, sardiner i tomat, fisk i lage, små tørrede hele fisk. Meget fisk - og det smagte ok. Specielt de små tørrede fisk smagte godt - salte og knasende.

Under middagen kom Sopinggi og et par venner. Det viste sig, at manden i huset - ligesom Sopinggi - på et tidspunkt havde siddet i et counsil for en række landsbyer. Manden og konen var nu kommet frem fra køkkenet. Sopinggi fortalte om deres arbejde, som "headmen" for deres landsbyer. Bl.a. at Sopinggi havde en mæglerrolle i skilsmisse spørgsmål.

Traditionel gong musik. Sopinggi stående i lyseblå skjorte
Traditionel gong musik. Sopinggi stående i lyseblå skjorte

Et sandt leben af børn i alle størrelser, her underholdt af Gunvor og Lone
Et sandt leben af børn i alle størrelser, her underholdt af Gunvor og Lone

Vi gik nu ned til huset og mødte de andre. Der var stopfuldt af børn, som var meget optaget af vores "medbragte børn" Anders og Jackline.

Da alle var på plads præsenterede landsbyens notabiliteter sig en for en. Headman, Chairman of comittee, Chairman of comittee of turism. Vi andre præsenterede os igen, som vi havde gjort i Kiau. Herefter kom risvinen ind og via eet glas gik omgangen rundt, hvor alle drak en "skvis" under lidt mindre insisterende form end i Kiau.

Nu stilledes der an til musik på Sabahs traditionelle Gong instrumenter. Metal gonggonger afstemt på forskellig vis. En 5 - 6 personer spillede nu gong musik.

Headman of Lobong Lobong forsøgte at få turisterne på benene til dans, og det lykkedes efter den første indledende generthed. Dansen foregik uden berøringer, hvor man bevægede armene nærmeste som en fugl der fløj og ellers bevægede sig rundt i rundkreds eller rundt om dansepartneren.

Aftenen fortsatte med at risvinen gik rundt, musik på gong, dans turister og landsbybeboere imellem. Turisterne gav også en omgang boogie-wookie og senere med alle de fremmødte børn fra landsbyen med i en dobbeltcirkel til "så går vi rundt om en enebærbusk". Megen latter og morskab.

Turisterne prøve de lokale danse
Turisterne prøve de lokale danse

... og giver en prøve på
... og giver en prøve på "enebærbusk"

Ikke kun turisterne tog billeder - også landsbybeboerne tog billeder. Aftenen ebbede ud ved 22-tiden. Vi fulgtes hjem med Kenny og tørnede ind.

Dag 6 - Lørdag 20.7 - Mt. Kinabalu Park HQ

Vi stod op ko. 7 og spiste morgenmad 7.30. Det var ris med stegte nudler. Kenny, hans mor og 2 små purke var til stede. Kun turisterne spiste. Dernæst gik vi op og hentede bagagen. Vi tog afsked med Kenny og hans mor, fik taget billeder og sagt tak for gæstfriheden.

Der var samling kl. 9, hvor bagagen blev smidt på en bil og turisterne på 2 andre biler. Der blev nu vinket farvel til Lobong Lobong.

Kenny, Per og Kennys mor
Kenny, Per og Kennys mor

Per, Kennys mor og Jørgen
Per, Kennys mor og Jørgen

Vi kørte ud af byen ned forbi "mit badested" på vej til Mount Kinabalu Park Head Quarter. Turen tog ca et par timer. Der var et par stop undervejs bl.a. ved et souvenirsted. Her købtes t-shirts trofæ for bestigning af Mount Kinabalu (i håbet om at det lykkedes). Vi stoppede her fordi priserne ikke var så opskruede, som ved Mount Kinabalu, og at pengene gik til lokale.

I Park HQ blev vi indkvarteret i to værelser med 8 køjesenge i hver. Kl. 14 samledes vi til frokost i en lokal restaurant, som lå lige uden for Park HQ. Det helt store risbord.

Efter frokost gik vi tilbage til vores hus i Park HQ og pakkede om til en 5 km vandretur i parken. Vi blev hentet i en bus og kørt op til et punkt, som hed Power Station, som er udgangspunktet for trail til toppen af Mount Kinabalu, men også for et trail på 5 km med navnet Liwagu trail. Det gik ad en kløft hvori også løb Liwagu River. Underlaget på stierne langs floden var nogenlunde og det gik fortrinsvis nedad. Det var igen højlandsjungle. Vejret var blevet overskyet efter en skyfri morgen - men ingen regn - dejligt! Jeg fik støvet min medbragte vandrestav af og afprøvet den på jungle underlag.

Aftensmaden var kl. 19 i den lokale restaurant - så frem til da pakkede vi efter Kristines anvisning dagtursrygsækken til næste dags opstigning på Mount Kinabalu: Regntøj, varmt tøj, skifte t-shirts og vand var det vigtigste. Vi skulle også huske en lommelygte/pandelampe.

Nåede også et koldt brusebad + barbering inden der var aftensmad. Sædvanligt med ris og retter og frugt desert. Herefter tilbage til huset og fik "lavet" vand.

Godnat kl. 22. Nissekold nat - et vinduesglas var væk, så det blæste direkte ind i værelset ved min sovepose. Så en silkelagenpose og tæppe var ikke nok - så op at tage fleece på midt om natten.

Dag 7 - Søndag 21.7 - Opstigning til Laban Rata

Stod op kl 6.30 og pakkede begge rygsække - den ene til vandringen og den store til opbevaring i Park HQ. Mødtes 7.30 nede ved Park HQ. De store rygsække blev her placeret i et aflåseligt rum.

Kl 7.30 var der morgenmand på den lokale restaurant. Pølser, spejlæg og toast - hvad ingen ris eller nudler?? Vi fik hver en pakke med sandwiches "to go" til at spise under dagens opstigning.

Kl. 8.30 kørte vi i bus op til Power Station. Ca 8.45 kom Sopinggi og Kristine med de sidste formaninger om vandringen på bjerget, hvorefter opstigningen begyndte.

Kørt til startpunktet i bus
Kørt til startpunktet i bus

Gunvor under opstigningen
Gunvor under opstigningen

Startpunktet hed Timpohon Gate og lå i 1866 meters højde. Dagens slutpunkt hed Laban Rata Resthouse og ligger i 3273 meters højde, altså ca. 1400 højdemeter inden for kun 6 km.

Vi fik lov at gå op i eget tempo hver især, omend vi af både Sopinggi og Kristine var blevet indskærpet at det ikke handlede om at komme først og bruge en masse kræfter, da vi fik rigeligt brug for dem når vi skulle gå det sidste stræk til toppen. Ydermere vil overanstrengelse gøre en mere disponeret for højdesyge, når den tyndere luft fra 2500 til 3000 højdemeter begyndte at gøre sig gældende.

Langs opstigningen lå en række shelter, som var halvtage som kunne give ly for den regn som måtte komme ovenfra, men som ikke var egentlige vindly. De tjente også som pejlemærker for ens fremdrift under opstigningen. Ved shelteret Layang Layang efter 4 km i ca. 2700 meters højde var det aftalt at man samledes og spiste frokost.

Kun nogle valgte dog at spise frokosten her og ville vente til længere ude af ruten, således også undertegnede. Der skulle dog laves nyt vand. Jeg var startet med 2 liter, som var drukket som lagret blev fyldt helt op. Jeg gik i nogenlunde samme tempo som Gunvor og Per på det meste af ruten.

Selve terrænet var jo hele tiden stigende, kun meget korte flade stykker. Så det var trin på trin på trin - trin af jord, trin på rødder, trin på klipper i uens størrelser. Så der var rigeligt med arbejde til musklerne i låret. Heldigvis fik vi ingen regn i løbet af dagen, så det var ikke fedtet.

Højdesyge? - jeg gik langsomt efter anvisningerne med pulsen i konstant niveau og et konstant åndedræt sat en tak højere end kroppen krævede. Drak masser af vand. Svedte meget. Var startet med eet lag tøj - t-shirt - men selv om solen skinnede højere oppe måtte jeg tage et ekstra lag på, svedtransporterende undertrøje.

Vi var startet i højlandsregnskov, vegetationen skiftede dog snart til rhododendron og lavere busker og træer, som altid havde rigeligt med fugt da skyerne konstant drev ind i denne zone. Højere endnu blev det mere klippe-/bjergpræget og vegetationen blev mindre og mindre.

Laban Rata
Laban Rata

Aftenudsigt fra Laban Rata
Aftenudsigt fra Laban Rata

Kl 13.30 var jeg fremme i Laban Rata i ca. 3300 meters højde. Og lidt efter kom også Per og Gunvor frem. Rejseselskabet var spredt godt ud, hvilket også var hensigten da alle skulle gå i et tempo der var passende. Kun Jackline havde kunne mærke højden endnu i form af hovedpine.

Vi blev indkvarteret på værelser med 10 køjesenge. Eftermiddagen skulle bare fordrives med afslapning. Solen bagte og det gav nogle flotte udsigter til toppen af Mount Kinabalu men også ud over det omkringliggende bjerglandskab. Mount Kinabalu er markant højere end de andre bjerge, så alt lå allerede under os enten synligt eller gemt af nogle flotte solbeskinnede skylandskaber.

Kl. 18.00 var der aftensmad. (Ris m. retter). Straks efter aftensmaden samledes vi på et af værelserne til instruktion af Kristine om nattens opstigning, herunder hvad der skulle pakkes og hvad der kunne efterlades i Laban Rata. Vi fik også en sandwich vi kunne spise lige efter vi stod op om natten.

Herefter tørnede folk ind mellem kl. 19 og 20. Værelserne var dejligt varme - næsten for varme, da der var elovn.

Dag 8 - Mandag 22.7 - Bestigning af Mt. Kinabalu

Kl. 02.30 blev vi vække på værelserne. Jeg havde sovet godt først på aftenen, men efter midnat kun blundet. Sandwichen blev indtaget og rygsækkene blev slutpakket. Da det lød som kraftig blæst udenfor startede jeg med fire lag tøj.

Det sidste stræk mod toppen gik fra Laban Rata i ca. 3300 meters højde til toppen - Low's Peak - i 4095 meters højde, altså en opstigning på ca 800 højdemeter. Distancen var ca 2 km.

Eksempel på terrænet på toppen - nedstigning fra Low's Peak
Eksempel på terrænet på toppen - nedstigning fra Low's Peak

Endnu et eksempel på terrænet - den rå granit gav god friktion
Endnu et eksempel på terrænet - den rå granit gav god friktion

Kl. 03 afgik "det langsomme" hold, som var størstedelen af gruppen, herunder mig. Kl 03.30 skulle det hurtige hold starte og indhente os. De var startet allerede 03.15 og indhentede os snart. Men det var så som så med at sætte eget tempo, da samtlige i Laban Rata skulle op af bjerget og være oppe til solopgangen. Så man gik nærmest i kø af de smalle spor, trin og trapper.

Vejret var faktisk rimeligt lunt, så allerede efter en kort opstigning skulle de fleste have et lag tøj af - også mig.

Kort efter start fik de fleste sig en forskrækkelse, da en japansk dame besvimede uden at kunne nå at tage for sig og bankede hovedet i jorden og ind i et shelter. Kristine beroligede om, at det ikke var pga. højdesyge, men pga. udmattelse. Hun kom snart på benene igen.

Jeg gik med pandelampe i mørket for at have begge hænder fri, som der skulle blive god brug for senere. Andre gik med lommelygte.

Første stræk var ad trin med gelænder. Vi var stadig i vegetationszonen. Det gik langsomt, da man jo gik i kø efter alle andre grupper, så pulsen var nede.

Første stop hvor gruppen skulle slutte op var da "torvet" begyndte. Torvet var bogstaveligt en række tov, som løb hele vejen til toppen. Det havde 2 funktioner: Vise den rette vej til toppen, så man også kunne finde vej i tåge/skydække, samt visse steder var man nødt til at anvende begge hænder for at trække sig op over stejle passager. Det gik ok fremad.

2. stop hvor gruppen skulle slutte op var "check-in", som var en lille hytte før man kom op på topplateauet. Alle skulle ind og checkes af, så der var styr på at alle som gik op også kom ned igen.

Fra check-in var der frit slag med at gå mod toppen i eget tempo. På plateauet var der god plads til at overhale dem som stod og pustede. Jeg satte nu mit eget tempo mod toppen. Det langsomme tempo til trods hidtil, havde jeg holdt mit åndedræt kunstigt oppe for at muskerne havde ilt nok og ikke selv skulle fortælle kroppen, at der var for lidt luft. Så formen før topplateauet var god.

Så jeg skruede "gearet" på åndedrættet en tak op og i et konstant tempo gik det op ad. Nu gik man på den rå granit og det var bare at følge torvet.

Da jeg var neden for Low's Peak (toppunktet) så jeg himlen lysne i øst og da jeg ikke havde ur med frygtede jeg, at solen lige var ved at stå op. Så jeg gav den et ekstra gear op ad Low's Peak. Stadig var det ikke dissideret hårdt, bare åndedrættet blev holdt højt med konstant puls.

Gunvor på summit
Gunvor på summit

Jørgen på summit
Jørgen på summit

Thomas, Sopinggi, Gunvor, Per, Jørgen og Lone stående
Thomas, Sopinggi, Gunvor, Per, Jørgen og Lone stående

Kl. 05.30 var jeg oppe på toppen, som 3. fra rejseselskabet. Tidspunktet oplyst af Anders og Jørgen, som også oplyste at vindtemperaturen var -3, så hurtigt tog jeg et ekstra lag på, så jeg nu var oppe på 5 lag + regnbukser mod vinden.

Inden for de næste 20 min. kom de fleste op på toppen - alle pånær Jackline og Gino, som var gået ned tidligere da Jackline havde hovedpine/højdesyge igen.

Bevis for bestigning af Mount Kinabalu
Bevis for bestigning af Mount Kinabalu

Fra toppen kunne man se lysene i Kota Kinabalu, samt en stort tordensky som lå over byen og lynede.

Kl ca. 6 stod solen op til et fantastisk skue her højt over alt i Sydøstasien. Stort øjeblik.

Der blev fotograferet flittigt bl.a. de obligatoriske "jeg nåede toppen" billeder.

Efter ca time efter solopgang begyndte vi at gå ned. Toppen er så lille så os der var kommet tidligt op havde spærret toppen (et lille privilegie) for andre - så de skulle op mens vi skulle ned.

At gå nedad var nu nemt. Der var god friktion på granitten, selv på stejle passager, så nedturen til check-in, som nu blev til check-out var nem. Man kunne bruge resurserne på de fantastiske udsigter.

Efter check-out var det så trin igen, men dog med sten så det var ok, også tovpassagerne var nemme selvom man gik ned. Kl. 8.45 var jeg nede i Laban Rata. Vi havde holdt nogle fotopauser på toppen, så derfor var nedturen ikke så markant hurtigere end opturen.

Vi skulle selv bestilles vores morgenmad dog på Topas' regning, så jeg bestilte omelet + the. Jeg havde alt i min rygsæk med op og ned, men de andre skulle efter morgenmaden lige op at pakke om.

Under morgenmaden blev Sopinggi og vores anden mountain guide fra Kiau, Lianti, budt på en gammel dansk. Sopinggi så lidt overrasket ud lige da han smagte, men tømte høfligt. Lianti fortrak ikke en mine og kørte den bare ned.

Kl. 10.15 begyndte nedturen på de ca 6 km og ca 1400 højdemeter. Jeg gik i tempo med Per og Thomas.

Der skal bare siges dette: Vi gik i et stræk med korte vand og snack-pauser. Og det var hårdt for knæene, som smertede godt da vi var nede. Vi var ved Timpohon Gate kl. 13.

Vi drak en cola ved målet og tog en bus ned til Park HQ kl. 13.25. Nede i Park HQ slappede vi af på en terrasse indtil alle var nede og der var samling. Vi fik dog lige et par øl at fejre topbestingning på.

Ca 15.30 gik vi ned på den lokale restaurant til en sen frokost. Her tog vi afsked med Sopinggi og Lianti. Sopinggi fik en kuvert med indsamlede drikkepenge fra alle til uddeling mellem ham selv og de andre guides.

Vores lokale restaurant udenfor Park HQ
Vores lokale restaurant udenfor Park HQ

Sonny's Village
Sonny's Village

Vi kørte nu et ganske kort stræk hen til Sonny's Village, som var to huse, hvor vi blev indkvarteret i 4 sengs værelser - jeg sammen med Per, Gunvor og Susan. Ganske flot standard.

Det var nu tid at få skrevet en række postkort, da vi næste dag ville komme forbi en postkasse.

Kl. 19.50 gik vi ca 300 meter ned ad vejen til en lokal restaurant til aftensmad - det sædvanlige risbord. Herefter tilbage til Sonny's Village, og efter en enkelt øl tørnede vi trække ind ca. kl. 22.

Gode links om Mount Kinabalu:
Mount Kinabalu - A Guide to the summit trail
Mt. Kinabalu - A Digital tour of the Mountains
backpacking MALAYSIAN BORNEO - Climbing Mount Kinabalu

Fortsæt til del 2 af rejseberetningen...

lørdag d. 19 aug. 2006
www.jorras.dk