Båndprojekt

Projekt red mine blandede bånd
Scotch Cassette Tape C60

Projekt “red mine blandede bånd” gik ud på at forsøge i løbet af 2004 at “rippe” mine gamle kassettebånd med blandet musik fra Hej P3 mv. fra starten og midten af 1980’erne. Mange bånd er i en dårlig forfatning så det bliver ikke perfekt lyd, der reddes. Der er endvidere både FM-knas fra optagelsen og knas fra de gamle vinylplader de spillede i radioen i “gamle dage”.

Købte dernæst 10 m. ledning, der kunne forbinde mit stereoanlægs tape 2 udgang(2 x RCA phone stik) til mit lydkort i pc’en (3.5mm stereo jack stik) formedest kr. 199,-. Eksperimenterede herefter med optagelse fra lydkortet. Der var problemer med at finde ud af at få lydniveauet korrekt. Men herefter er proceduren ellers:
BASK LH 60a) Med Audiograbber optages de 2 sider på båndet først i wave (WAV) format. Det tager selvfølgelig lige så langt tid som båndet er langt. Typisk 60 el. 90 minutter. Men så kan man jo snildt sidde og lave andet ved computeren eller andre gøremål i huset imens. Det gøres så til den nostalgiske genoplevelse af musikken.

b) Efter optagelsen klippes WAV filen op i tracks med Nero Wave Editor, som jeg allerede var fortrolig med (derfor valget af denne). Jeg gør ikke noget ud af at lave noise reduction – blot en rå opklipning. De opklippede numre gemmes igen i WAV, da MP3-konverteren i Nero var shareware, der kun kunne bruges til 10 MP3-filer.

c) Jeg skifter så tilbage til Audiograbber, som kan batchkonvertere WAV til MP3 filer.

d) I den folder, hvor MP3 filerne så lander, kan man så evt. lige lade Winamp lave en playlist for båndet.

Samlet tager en efterbehandling 20 minutter. Eller 30 minutter, hvis man også lige er nødt til via Google at prøve at finde navne på kunstnere eller korrekte titler. Jeg har haft en praksis med kun at skrive titel og netop som jeg mente at radioværten udtalte den. Dengang kunne man jo ikke lige slå noget op på nettet, hvis man var i tvivl. Så “Sheena is a punk rocker” var blevet til “Sjina is a ponkrocker” osv. Min engelskkundskaber var jo også i sin vorden dengang.

Efterskrift 2011: Jeg kom aldrig i mål i 2004 – og senere har jeg slettet de MP3 filer pga. pladsproblemer på harddisken (ja det var dengang). Men jeg har bevaret den lille database med de rippede bånd, da det er et tidsbillede af hvad jeg lyttede til dengang.